Nationalpark Mols Bjerge får nyt velkomstcenter Centret bliver placeret i tilknytning til Hack Kampmanns Strandhus ved Kalø Slotsruin, der har cirka 150.000 besøgende om året.

Nationalpark Mols Bjerge får nyt velkomstcenter

Arkitema Architects står bag det vindende forslag med et velkomstcenter, der tilføjer en ekstra kvalitet til området omkring Kalø Slotsruin og det smukke landskab. Det huser udstillingsområde, café og restaurant med en flot panoramaudsigt over Kalø Vig

Det er ønsket om at få en brugbar og indbydende bygning med gæsten i centrum, der ligger bag det kommende Velkomstcenter Mols Bjerge. Derfor får velkomstcentret plads til café og restaurant, til formidling af viden om nationalparken og til uformelle samlingsområder for blandt andet skoleklasser og familier på udflugt.

Centret bliver placeret i tilknytning til Hack Kampmanns Strandhus ved Kalø Slotsruin, der har cirka 150.000 besøgende om året.

- Vi har ikke tegnet et hus i klassisk forstand, det er snarere en del af landskabet omkring Kalø slotsruin og Strandhuset. Vi har afspejlet det bakkede landskab og glæder os til at arbejde videre med at skabe et atmosfærefyldt rum både inde og ude, siger Poul Schülein, partner i Arkitema Architects.

750 m2 på to niveauer
Fremover vil de besøgende blive budt velkommen af en bygning, hvor træ og tegl er de dominerende materialer. Med en stilfærdig charme sætter velkomstcentret scenen for de smukke natur- og kulturhistoriske mindesmærker i Nationalpark Mols Bjerge og inviterer til, at man åbner sanserne og bevæger sig ud i området.

Det skrånende terræn betyder, at velkomstcentrets 750 kvadratmeter er fordelt på to niveauer. Øverste niveau, hvor indgangsparti, garderobe og toiletter er placeret, er altid åbent for gæster. På det nederste niveau ligger udstillingsområdet samt café og restaurant, der har en storslået panoramaudsigt mod Kalø Slotsruin.

Tribune giver overblik og siddepladser
De to niveauer er foruden almindelig trappe og elevator forbundet via en tribunetrappe. Den giver et godt overblik over udstillingen og tilbyder samtidigt siddepladser til for eksempel skoleklasser eller foredragsgæster. Tribunen fortsætter uden for bygningen, så der også ude i det fri er mulighed for et uformelt mødested eller et dejligt sted at pakke madkurven ud.

- Vi har haft brugerne af Nationalpark Mols Bjerge i fokus under vores arbejde med at udvikle velkomstcentret, der giver mulighed for en varieret anvendelse for både lokale gæster og turister, fortæller Poul Schülein.

Arkitema samarbejder på opgaven med Rådgivende Ingeniører SlothMøller.
Arkitema Architects har også tegnet Besøgscenter Hammershus og Jagtens Hus, der ligger blot 500 meter fra Kalø Slotsruin.

-jhn

Fakta:
Arkitema Architects er grundlagt i Aarhus i 1969 og er i dag Danmarks og en af Skandinaviens største arkitektvirksomheder med næsten 500 medarbejdere fordelt på kontorerne i København, Aarhus, Oslo, Stockholm og Malmø.

9/12 2016