NCC og Brøndum vinder rammeaftale om fjernvarme i Gentofte
NCC og Brøndum skal sammen sørge for, at op mod 3000 hustande i Gentofte får fjernvarme. Fjernvarmeudbygningen sker som et led i den grønne omstilling i kommunen
Gentofte Fjernvarme har lagt en plan for udbygning af fjernvarmen i kommunen, hvor cirka 6.100 husstande vil få tilbud om at blive koblet på fjernvarmen frem til 2028. Arbejdet er udbudt i to rammeaftaler, Øst og Vest.
NCC og Brøndum har i konsortium vundet Delkontrakt Vest, der perioden igennem omfatter cirka 40 km hovedledning og fjernvarme til op mod 3.000 husstande. Rammeaftalen løber i to år og rummer option for forlængelse op til fem gange et år.
Omfattende gravearbejde
Opgaven omfatter jord-, beton-, belægnings-, montage- og smedearbejde samt levering af præisolerede fjernvarmerør og komponenter.
Efter ønske fra bygherre vil gravearbejdet på folks private matrikler ske med eldrevne maskiner for at begrænse støj- og lugtgener, udledning af mikropartikler og CO2.
Et erfarent hold til opgaven
NCC og Brøndum stiller med en erfaren gruppe til kerneholdet på opgaven med syv personer med til sammen 325 års erfaring. Brøndums ekspertise kommer i spil, når de skal udføre alt smedearbejde.
- Kontrakten er en fortsættelse af det gode samarbejde, vi allerede har med NCC på en fjernvarmerammeaftale med HOFOR, siger Tue Sjøntoft, administrerende direktør i Brøndum.
NCC har kompetencerne, når det handler om især jord- og betonarbejdet.
- Vi er vant til at arbejde i tætbebyggede områder, hvor der skal tages hensyn til både beboere og trafikanter, siger Flemming Carlsen, direktør i NCC Civil Engineering.
Skurbyen er sat op ved Vangede Station, og arbejdet er sat i gang ved Ellegårdsvej i Dyssegårdskvarteret.
Aftalen giver mulighed for en samlet fælles kontraktsum på op til knap 500 mio. kroner i perioden. Kontrakten ligger i Civil under Infrastrure.
-dg