Kommuner risikerer ansvar for manglende byggeskadeforsikring
Hvis en kommune begår fejl i byggesagsbehandlingen, og ikke kontrollerer, om der er tegnet byggeskadeforsikring, risikerer kommunen at være erstatningsansvarlig ved konkurs
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Boligminister Jacob Mark erkender i et svar til Folketinget, at en forbruger står i en svær situation, hvis den lovpligtige byggeskadeforsikring ikke er blevet tegnet, entreprenøren efterfølgende er tvangsopløst, og der er konstateret omfattende fejl og mangler ved byggeriet.
Blandt andet kan situationen opstå, hvis kommunen ikke har sikret den kontrol med byggeskadeforsikringen, som reglerne foreskriver.
Risikerer erstatningsansvar
Ministeren oplyser blandt andet, at ifølge reglerne om byggeskadeforsikring, at skal kommunen som led i behandlingen af ansøgning om byggetilladelse og senere ibrugtagningstilladelse skal påse, at kravene om byggeskadeforsikring er opfyldt.
Hvis en kommune i den forbindelse begår fejl i sagsbehandlingen, risikerer kommunen ”efter omstændighederne” at være erstatningsansvarlig efter de ”almindelige erstatningsretlige regler”:
Vil ikke tage stilling
- Det er et generelt princip, der også gælder for kommunens sagsbehandling af sager om bygge- og ibrugtagningstilladelser. Om betingelserne for erstatningsansvar er opfyldt i en konkret sag, beror altid på en konkret vurdering af sagens faktiske og retlige omstændigheder, oplyser ministeren, der afviser at tage stilling til, om en forbruger i en given situation vil kunne gøre et erstatningskrav gældende overfor for kommunen.
Ikke tilbagevirkende kraft
En sådan vurdering – og kompetencen til at træffe afgørelse – hører ifølge Jacob Mark under domstolene:
- Jeg har samtidig forståelse for den vanskelige situation, som de berørte boligejere kan stå i, hvis de mangler den lovpligtige forsikringsdækning. En tilretning af ordningen vil dog ikke give disse ejere en bedre retsstilling, end de har i dag, da lovgivningen ikke vil have tilbagevirkende kraft.