Næstved må vente på motorvej

Transportministeren venter på ”råderum til nye investeringer”

Af Dan Bjerring, Christiansborg

Andreas Steenberg (RV) har bedt transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) redegøre for, om der, for det beløb der indtil videre er afsat til motorvejen Næstved-Rønnede, kan anlægges en etape, som vil give trafikal mening.

Han vil samtidig vide, om ministeren vil anbefale, at der laves én etape af motorvejen eller, om det bør afvente, at man har den fulde finansiering til etableringen af hele motorvejsstrækningen Næstved-Rønnede.

Ministeren slår fast, at der er indgået en politisk aftale om gennemførelse af projektet med samlede anlægsomkostninger på 1,56 milliarder kroner. Men samtidig understreger han, at det er besluttet IKKE at igangsætte en 1. etape af motorvejen, idet ’den trafikale effekt af etablering an en 1. etape vurderes til at være begrænset’.

Når der er råderum
Man besluttede dog at afsætte en pulje på 56,5 millioner kroner til forlods overtagelser af ejendomme i den valgte linjeføring:

- Den resterende reservation på 279,9 millioner kroner til projektet blev opretholdt, indtil der er truffet beslutning om hel eller delvis finansiering af anlægsprojektet. Hvorvidt man skal etablere en 1. etape, før der er midler til at finansiere hele motorvejsstrækningen må bero på drøftelser i forligskredsen, når der igen er råderum til nye investering

18/8 2017