Nu kan der indstilles til Betonens Priser 2021
Dansk Beton har åbnet for indstillinger af byggeprojekter til betonbranchens Oscar-uddeling
Frem til d. 19. april kan bygherrer, arkitekter, rådgivere, entreprenører og andre med interesse for byggeri nu indstille forslag til nomineringer til Betonens Priser 2021, der uddeles af Dansk Beton, Fabriksbetonforeningen og Betonelement-Foreningen.
Sidste gang betonbranchens Oscar løb af stablen var i 2019, hvor vinderne var Sydhavn Genbrugscenter for at bygge næsten halvdelen af byggeriet i genanvendt beton, Besøgscenter Hammershus for at skabe et stykke moderne arkitektur i det dramatiske bornholmske landskab og Filsø Naturcenter for et unikt eksempel på betonelementer i smuk vestjysk natur.
Der kan indstilles til følgende tre priser:
’Bæredygtig Beton Prisen’: Bæredygtig Beton Prisen tildeles projekter med en arkitektonisk anvendelse af beton med fokus på sociale-, bæredygtige-, energi- og miljømæssige løsninger. Bæredygtig Beton Prisen er en publikumspris, som alle både kan indstille til og stemme på. Prisen uddeles af Dansk Beton.
’In-situ Prisen’: In-situ Prisen fremhæver det pladsstøbte byggeri og de mange muligheder med fabriksbeton. Alle kan indstille til nominering af In-situ Prisen, som uddeles af Fabriksbetonforeningen med støtte fra flere af Fabriksbetonforeningens interessemedlemmer. Præmieringen består af et kontant pengebeløb på 50.000 kr.
’Betonelement Prisen’: Betonelement Prisen er en arkitekturpris, som hædrer arkitektonisk og innovativ anvendelse af betonelementer i byggeriet. Alle kan indstille til nominering af Betonelement Prisen, som uddeles af Betonelement-Foreningen. Præmieringen består af Utzonstatuetten, designet af Jørn Utzon og Jan Utzon, samt et kontant pengebeløb på 75.000 kr.
Du kan indstille byggeprojekter her.
Vinderne afsløres d. 22. juni 2021 til Betonens Prisfest i Industriens Hus.
-kj