Nu starter rækkehusbyggeriet på Flyvestation Værløse
Præcis et år efter at købet af byggeretter til 130 boliger i Sydlejren på Flyvestation Værløse, er Bonava nu klar til at starte byggeriet af den første etape med rækkehuse
Det er projektet Filmhusene, der snart tager fysisk form på den tidligere flyvestation. Projektet er opkaldt efter de nærliggende filmstudier, og udmærker sig ved at være svanemærkede.
Udover svanemærkningen har der i udviklingen af projektet været fokus på at sikre at de kommende beboere får et særligt tilhørsforhold til nabolaget.
- Gårdrummene er nøje planlagt, så man som beboer føler sig knyttet til sit nabolag – med fælles mål og sammenhold, hvor man har lyst til at hjælpe hinanden. Ved Filmhusene har det været vigtigt at sikre beboerne et tilhørsforhold til nabolaget – for det sikrer livskvalitet, siger arkitekt MAA Søren Askehave fra Juul Frost Arkitekter.
Lokale købere
De første købere i Filmhusene har være lokale, fortæller salgs- og marketingdirektør Kristina Olsen fra Bonava.
- Det er tydeligt, at der er en stor kærlighed til området. Det er både børnefamilier og voksne par, hvor børnene er flyttet hjemmefra, der er blevet tiltrukket af naturen, fællesskabet og den særlige atmosfære på flyvestationen.
Rækkehusene i Sydlejren er på 100-152 kvadratmeter med 2-4 soveværelser, og bygges i henholdsvis to og tre etager. Iflg. Bonavas hjemmeside sælges boligerne til priser fra kr. 2.995.000. De første beboere forventes at flytte ind i efteråret 2018.
-los