Ny adm. direktør i Gaihede Jacob Ulrik Sachse

Ny adm. direktør i Gaihede

Erfaren ingeniør og leder med fortid i blandt andet Niras, Alectia og BuildDesk skal sikre den fortsatte udvikling i rådgivningsvirksomheden

Efter en omhyggelig udvælgelsesproces har Gaihede, der er rådgiver inden for renovering, ansat en ny adm. direktør med stor byggefaglig og ledelsesmæssig erfaring.

Navnet er Jacob Ulrik Sachse. Han er 51 år, uddannet ingeniør og har i de seneste 8 år arbejdet i Alectia og Niras, hvor han har haft lederjob inden for byggeri-divisionen og senest inden for rådgivning om arbejdsmiljø.

Ansættelsen af Jacob Ulrik Sachse sker efter en start på året, hvor Gaihedes stigende aktiviteter ikke slog igennem i resultaterne. Det medførte, at virksomhedens bestyrelse besluttede at finde en ny adm. direktør, og det er nu lykkedes.

- Vi er meget tilfredse med ansættelsen af Jacob. Han har de evner, en leder skal have, og så har han begge ben plantet i byggefaget. Han har både en stor faglig indsigt og et stort netværk. Han kender arten af vores rådgiveres opgaver, han kan lede praktisk og visionært og ikke mindst, så har han stor erfaring med kontakten til bygherrer. Han forstår vores kunders behov, siger medejer i Gaihede, Ragn Gaihede.

Erfaring fra Niras og Alectia
Jacob Ulrik Sachse kommer fra en stilling som vicepræsident for Niras Joblife, der er Danmarks største arbejdsmiljørådgiver. Han har rødder i Alectia, hvor han har været siden 2009 og videre i fusionen mellem Niras og Alectia.

I Alectia var han i 7 år forretningschef for almene boliger og kommuner i byggeri-divisionen. Han var økonomisk ansvarlig for hele forretningen fra salg til projektaflevering.

Før han kom til den store rådgivervirksomhed var han adm. direktør i BuildDesk, der rådgiver om energieffektive bygninger. BuildDesk er et datterselskab af Rockwool.

Jacob Ulrik Sachse er uddannet diplomingeniør fra DTU i 1989, og så har han gennemført en lang række videreuddannelser både i praktisk byggeteori og i ledelse. Blandt andet har han en HD fra CBS.

Et par udgivelser med ham som medforfatter er det også blevet til – blandt andet er han medforfatter på Værdibyg-vejledningen, ’Effektive prækvalifikationer’.

Jacob Ulrik Sachse starter i sit nye job mandag den 14. august.

-los

7/8 2017