Ny bog hylder historiens dekorative huse Det moderne borgerlige etagehus fik en central plads i de større byer. Husrække i Skt. Paulsgade i Århus med karnapper, balkoner og små forhaver. Foto: Peter Dragsbo

Ny bog hylder historiens dekorative huse

En af de mest blomstrende og fantasifulde perioder i dansk arkitekturhistorie er den historicistiske periode fra 1850 og frem til ca. 1915. Men husene bliver ikke altid renoveret med respekt. Det vil ny bevaringsguide ændre

En af de mest blomstrende og fantasifulde perioder i dansk arkitekturhistorie er den historicistiske periode fra 1850 og frem til ca. 1915. Det var samtidigt den periode, hvor en helt ny boligtype – villaen eller enfamiliehuset – blev opnåelig for mange, ligesom der blev bygget stuehuse og mindre byhuse som aldrig før.

Villa i Svendborg. Palæstilen er karakteriseret ved den enkle huskrop og mansardtaget af sorte glaserede tegl eller som her røde vingetegl. Facaden er udsmykket med hjørnekvadre og en fin lille rokokoagtigt blomsterranke.

Fornemt håndværk
Vores byer ville ikke være de samme uden historicismens spændende huse fra en periode, hvor begejstringen for dekoration, både ud- og indvendigt, gik hånd i hånd med en usædvanlig høj håndværksmæssig standard. De historicistiske huse fortjener at blive bevaret, så kommende generationer også kan få glæde af dem, lyder det fra  interesseorganisationen Bygningskultur Danmark, som nu udgiver en guide, der skal hjælpe ejere og håndværkere med at ombygge og vedligeholde historicistiske huse i tråd med deres originale arkitektur og byggestil.

- Historicismens arkitektur har givet os fint proportionerede og fantasifulde huse, som er præget af fornemt håndværk, sans for skønhed og smukke detaljer – og ikke mindst gennemtænkte løsninger. De er samtidigt bygget i en tid med høje håndværksmæssige standarder. Mange er, måske uden at vide det, i dag ejere eller forvaltere af villaer – eller andre bygningstyper – bygget med historicistiske detaljer. Det stiller krav til husenes ejere, for de forvalter værdifuld kulturarv, siger Birthe Iuel, Præsident for Bygningskultur Danmark. Hun fortsætter:

- Renoveringer og istandsættelser af de fint udsmykkede huse er i mange tilfælde desværre sket uden hensyn til den særlige bygningskultur, som historicismen var udtryk for. Det arkitektoniske udtryk og husets oprindelige detaljer er med andre ord blevet ødelagt af fx nye tagbeklædninger, ændringer i facaden eller vinduer med forkerte proportioner. Men husene kan sagtens få deres oprindelige udtryk tilbage, og det vil vi gerne bidrage til med historicisme-guiden.

Både guide og historie
Den nye guide er skrevet af arkitekt MAA, Jeanne Brüel, og den henvender sig til husejere, rådgivere og håndværkere, men også undervisningsinstitutioner, kommuner, museer og andre med interesse for bevaring og udvikling af vores bygningskultur.

Guiden fortæller både om husenes historie og viser konkrete bud på gode og dårlige løsninger ved renovering med brug af billeder af de mange typer historicistiske bygninger, der er strøet ud over Danmark tilbage fra 1850 og frem til ca. 1915.

Guiden er rigt illustreret med masser af billede-eksempler og koster 179 kr.

-jhn

 

Læs mere om bogen og køb den HER

15/9 2017