Ny bydel med navn og respekt for historien
Det store byudviklingsprojekt på den gamle slagterigrund i Odense har nu så fået sit navn
Det bliver med klare referencer til områdets historie, når odenseanerne fremadrettet skal omtale bydelen, som netop nu opføres på den gamle slagterigrund ved Rugårdsvej. Området har nemlig officielt fået navnet Slagteribyen, og det står klart efter afgørelsen på en navnekonkurrence, som pensionsselskabet PKA og entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard har afholdt.
Bag Slagteribyen står PKA og A. Enggaard, som over de kommende år skal udvikle bydelen, der foruden grønne gård- og opholdsrum, parkeringsfaciliteter og spillestedet Slagteriet kommer til at bestå af 413 boliger på mellem ét og fire værelser med en klar overvægt af mindre både ungdoms- og senioregnede lejligheder.
Projektet er A. Enggaards første store byudviklingsprojekt i Odense, og derfor var det ifølge afdelingschef Palle Priska helt naturligt at involvere byens egne borgere i valget af det nye navn.
- Slagteribyen har en speciel beliggenhed, som rigtig mange lokale borgere har et forhold til. Derfor har det også været vigtigt for os, at bydelen opføres med stor respekt for områdets historie, hvilket vi synes bliver indkapslet rigtig godt i det nye navn, siger Palle Priska, der uddyber:
- Netop ønsket om at respektere historien kommer også til udtryk ved, at vi bevarer og integrerer flere af de eksisterende bygninger i den nye bydel. Her tænker jeg på de flotte bygninger med rødt murværk og ornamenteringer ud mod Rugårdsvej, der kommer til at fungere som porten til Slagteribyen.
Visionen for Slagteribyen er at skabe en mangfoldig bydel, der indbyder til fælleaktiviteter for alle beboere. Bydelen får bl.a. sin egen bylivsforening, hvor beboerne via en app kan arrangere aktiviteter som eksempelvis fællesspisning, yoga, ginsmagning eller lignende. Derudover etableres også et stort fælleslokale og et fælles cykelværksted med udendørs vaskeplads.
De første boliger forventes klar til indflytning primo 2023.
-kj