Ny bydel midt i København
Overborgmester Frank Jensen vil skabe Lille Vesterbro som et mikrokoncentrat af København
- Der er fantastisk gode perspektiver i Lille Vesterbro. Det kan blive et mikrokosmos af alt det gode, vi kender fra Københaven, siger Frank Jensen.
Lille Vesterbro skal etableres på Godsbaneterrænet midt i Hovedstaden. Banearealerne ligger som et uudnyttet geografisk smørhul mellem Vesterbro, Kgs. Enghave og Sydhavnen. Området ligger lavt og lidt overset under store træer langs en strækning på Enghavevej og Ingerslevgade, men her er plads til både 3.500 nye spændende boliger og 250.000 m2 til kreative erhverv.
Ejerskab og samarbejde
Grundarealerne er fordelt på fire ejere, Freja Ejendomme, Banedanmark, Metroselskabet og DSB. DSB bruger stadig gamle værkstedsbygninger på baneterrænet til vedligeholdelse af tog, så en hurtig udvikling af området kræver samarbejde og velvilje fra transport-, bygnings- og boligministeren.
Ministeren har tidligere opfordret Københavns Kommune til at udlægge mere areal til byudvikling, så overborgmester Frank jensen er optimistisk om reaktionen fra Christiansborg.
- Jeg forventer, at ministeren vil være interesseret i, at vi hurtigst muligt kommer i gang med at udvikle denne nye perle af et københavnerkvarter, siger Frank Jensen.
Før byudviklingen kan realiseres, skal staten være villig til at flytte de eksisterende aktiviteter i værkstederne. Det er overborgmesterens vision, at de historiske industribygninger på Godsbaneterrænet skal bevares, mens området udbygges til flere kreative erhverv, nye grønne områder og blandede boligformer med familieboliger, bofællesskaber og mindre lejligheder med adgang til fælles faciliteter til forskellige formål og større rekreative udearealer.
Perspektivområde for byudvikling
I Kommuneplan 2015 er Godsbaneterrænet udlagt som et perspektivområde for byudvikling efter 2027, men da området kræver færre offentlige investeringer end andre områder, udpeget med potentiale til byudvikling, vil Frank Jensen foreslå en ændring af rækkefølgen og rammerne for byudvikling i forbindelse med revidering af kommuneplanen.
Frank Jensen ønsker, at udviklingen af Godsbaneterrænet fremskyndes med den kommende Kommuneplan 2019, så udviklingen af området kan komme i gang. En skitse til en ny plan for området indeholder et forslag om at rette den meget befærdede Vasbygade ud for at samle flere støjkilder i en enkelt korridor, så vejen i stedet løber langs Metroselskabets banestrækning og værksteder. Det eksisterende vejforløb kunne så konverteres til et grønt strøg.
Projektet kræver grundejernes accept og Københavns Kommune har derfor indledt en dialog med DSB om byudviklingen på Godsbaneterrænet med henblik på at forelægge løsninger, som Staten kan tage stilling til som grundlag for kommunens videre arbejde med en konkret lokalplan for Lille Vesterbro.
- eca