Ny cykel- og gangbro nord for Langebro
Første spadestik til den kommende cykel- og gangbro nord for Langebro i København er taget
Spadestikket markerede den officielle start på byggeriet af en bro for bløde trafikanter. En bro som skal aflaste Langebro, der bliver benyttet af mere end 40.000 cyklister på hverdage, og som skal skabe bedre vilkår for fodgængere og cyklister. Sammen med det kommende BLOX tæt ved bringes byen og havnen derved tættere på hinanden.
- Jeg er sikker på, at københavnerne vil tage lige så godt imod den nye forbindelse over havnen, som de har taget imod vores andre genveje i byen og over havnen, som år efter år slår rekorder. Den smukke nye bro kommer til at bakke op om vores vision om at gøre København mere fodgængervenlig, og samtidig er den med til at gøre verdens bedste cykelby endnu mere populær. Jeg er sikker på, at en stor del af de over 40.000 cyklende, som dagligt krydser Langebro, hver eneste dag vil være taknemmelige for den flotte gave, lyder det fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.
Engelsktalende Jan de Jong, direktør i Mobilis Danmark, siger (oversat):
- Københavns nye innovative bro bidrager til at skabe en forbindelse til en bæredygtig fremtid for cyklister og fodgængere. Vi er stolte over at være en del at denne udvikling og over at kunne bruge vores erfaringer fra Holland med at bygge broer over vand i byer som forbedrer forbindelsen mellem to vigtige bydele.
Fra administrerende direktør i Realdania, Jesper Nygård, lyder det:
- Den nye bro bliver en skøn forbindelse og en fantastisk forlængelse af de kulturtilbud og levende byrum, der i disse år folder sig ud i og omkring BLOX - og de mange andre forbindelser, som nu er skabt ved havnefronten. Da den første Langebro blev anlagt her i slutningen af 1600-tallet markerede havnefronten, at her stoppede byen. I dag er havnefronten et af Københavns store aktiver. Det vil den nye bro medvirke til at styrke.
Første spadestik på broen blev taget onsdag d. 5. april af de tre talere, og de benyttede samme spade, som også blev brugt ved første spadestik på BLOX tilbage i maj 2013.
-kj