Ny direktør på plads i Davidsens Tømmerhandel
Henrik Clausen, der har arbejdet i forskellige ledende stillinger i Dagrofa de sidste 12 år, er ny adm. direktør i den voksende byggevarekæde
Den 41-årige Henrik Clausen tiltræder 2. januar som ny adm. direktør i Davidsens Tømmerhandel, og afløser dermed tømmerhandler Povl Davidsen. Han har midlertidigt varetaget posten, siden den familieejede tømmerhandel tog afsked med sin tidligere direktør, Mogens Pedersen, i februar.
- Vi glæder os til samarbejdet med Henrik Clausen. Trods sin unge alder har han allerede en betydelig erfaring som leder i dansk erhvervsliv. Vores kemi og holdning til måden at drive en dynamisk virksomhed på passer rigtig godt sammen, siger tømmerhandler Povl Davidsen.
Som administrerende direktør kommer Henrik Clausen til at varetage den daglige ledelse sammen med regionsdirektør Carl Bladt og en økonomidirektør, som tiltræder senere. Den nye chef for de 750 ansatte i Davidsens Tømmerhandel har gennem de sidste 12 år varetaget forskellige direktørposter hos Danmarks største, privatejede dagligvaregrossist, Dagrofa – de seneste tre et halvt år som adm. direktør for divisionen Foodservice Danmark.
Vender hjem
Henrik Clausen har en HD i afsætning fra Syddansk Universitet suppleret med ledelsesuddannelse på Insead og IMD. Han har desuden betydelig erfaring med bestyrelsesarbejde i forskellige virksomheder inden for dagligvarehandel og produktion.
Med sit nye job i Davidsens hovedkvarter i Vojens kommer Henrik Clausen så at sige hjem. Nemlig hjem til det Sønderjylland, hvor han er født og opvokset. Han får samtidig en del kortere til arbejde i det daglige, idet han gennem alle sine 12 år hos Dagrofa har pendlet mellem arbejdspladsen i København og hjemmet i Ribe.
Ser stort potentiale for at vokse
Bidraget til lokalsamfundet betyder meget for den unge erhvervsmand, som netop har sagt ja til at overtage posten som bestyrelsesformand i Ribe Håndboldklub.
- Jeg glæder mig til at starte hos Davidsen. Det er en spændende virksomhed med stort potentiale for at vokse i både omsætning og indtjening. Der er en god og stærk kultur drevet af familieejerskabet og de mange dygtige medarbejdere, siger Henrik Clausen, som ser frem til at bidrage til den udvikling, som virksomheden har gennemgået de senere år.
- I mit tidligere job lagde jeg afgørende vægt på gode relationer til både kunder og leverandører, og sådan arbejder man også hos Davidsen, tilføjer han.
Davidsens Tømmerhandel A/S har afdelinger i Vojens (hovedsæde), Haderslev, Rødekro, Sønderborg, Toftlund, Vejen, Brørup, Kolding, Fredericia, Odense, Aarhus og Venslev (Nordsjælland). Hertil kommer Davidsenshop.dk, som er virksomhedens internet-byggemarked.