Ny mærkningsordning for demensegnede plejeboliger pr. 1. okt. 17
Mærkningsordningen skal vise, om den enkelte plejebolig er indrettet til demente beboeres særlige behov
Et trygt og værdigt liv med demens
Danmark skal være et demensvenligt samfund, skriver Sundheds- og Ældreministeriet. Det indebærer, at de fysiske rammer, herunder plejeboliger, skal indrettes, så de imødekommer behov hos mennesker med demens.
Trivsel og livskvalitet
Demenshandlingsplanen fra ministeriet henviser til SBi’s nye anvisninger 259 og 263 om plejeboliger for personer med demens. Begge anvisninger indeholder forskningsbaserede anbefalinger til en indretning, der kan medvirke til trivsel og livskvalitet og bidrage til forebyggelse af magtanvendelse.
Flere og flere bliver demente
Sandsynligheden for at få en demenssygdom øges med alderen og da middellevealderen stiger vil en voksende andel af befolkningen opleve at blive demente. Det øger behovet for plejeboliger, der ikke kun er egnede til personer med fysiske funktionsnedsættelser, men også tager hensyn til beboere med demenssygdomme.
Flere initiativer sigter mod at fremme ombygning og udbygning af eksisterende plejeboliger til i højere grad at kunne opfylde behov hos beboere med demens. Sundheds- og Ældreministeriet uddeler f. eks. penge fra satspuljen til formålet.
Kursus om demensvenlige plejeboliger
SBi går i dybden med anbefalinger og anvisninger og gennemgår eksempler på løsninger, rettet mod hhv nybyggeri og ombygning af eksisterende plejeboliger på et kursus, der afholdes den 5. oktober.
Kurset henvender sig til arkitekter, ledende plejepersonale samt medarbejderne i de sociale og tekniske forvaltninger. Underviserne er førende eksperter på området, som vil levere den nyeste viden om demensegnede plejeboliger.
Kurset gennemgår de anbefalinger vedr. demensvenlige plejeboliger, der supplerer de krav, som i øvrigt stilles til en plejebolig.
Kursusemner
Orientering om den nye mærkningsordning af plejeboliger
Udformning af nye plejeboliger til beboere med demens
Ombygning og indretning af plejeboliger med hensyn til demenssygdomme
Orientering om satspuljemidlerne til ombygning af eksisterende plejeboliger
Tilmelding til SBi kursus om demensvenlige plejeboliger
- eca