Ny software skal løfte byggeriets indtjening
Lønsomheden i byggeriet er udfordret, men det skal ny danskejet cloudbaseret software sætte en stopper for
Byggeriet i Danmark omsætter hvert år for mere end 200 mia. kr. og beskæftiger 250.000 mennesker, mens bygninger udgør ca. 70 % af Danmarks nationalformue. Alligevel er indtjeningen ifølge brancheinitiativet Værdibyg ikke tilsvarende stor, og produktiviteten halter også bagefter, ligesom kun otte procent af byggevirksomhederne i Danmark har en høj eller meget høj digitaliseringsgrad.
- Byggeriet er enormt udfordret, og det bliver generelt sværere og sværere at tjene på projekterne. Det gælder både i Danmark og udlandet. Kompleksiteten stiger, men analyseres ikke med afsæt i data, og det betyder, at de reelle årsager til forsinkelser, budgetoverskridelser mm. ikke faktuelt identificeres. Derfor sker der ingen reel udvikling, fortæller Marc Rosenberg, der er grundlægger og CEO i CloudES og selv oprindeligt er uddannet håndværker:
- CloudES tager afsæt i indsamling af nye valide realtidsdata fra alle dele af processen, der efterfølgende analyseres af platformens kunstige intelligens. På den måde får man et komplet billede af byggemønstrene og kan løbende se, hvor ’sund’ processen er, og hvor der kan optimeres, fortsætter han.
Martin Lund Knudsen, der er bestyrelsesformand og partner i CloudES og tidl. vice president hos NCC, supplerer:
- Den enkelte entreprenør eller rådgiver får igennem CloudES hurtigt akkumuleret sit helt eget digitale data-footprint som afsæt for løbende optimering af alle aspekter af den daglige drift. Det omfatter alt lige fra kalkulationer, 3D-modellering og planlægning til kvalitetssikring, økonomi og aflevering, siger han og uddyber:
- En bestyrelse eller ledelse kan derfor nemt følge med i realtidsudviklingen i samtlige projekter i virksomheden, og på selve driften er det en langt mere specifik, skræddersyet og komplet integreret løsning end alle andre fragmenterede systemer, som er på markedet i dag. Og så er det både nemt og intuitivt for brugerne ude på byggepladserne.
- Det næste naturlige skridt
De digitale fodspor tager ca. et år at generere ude i den enkelte virksomhed, idet der først skal opbygges et tilstrækkeligt validt datagrundlag at analysere ud fra. Det er man i fuld gang med hos en udvalgt række entreprenører, herunder råhus-entreprenøren Premium Syscon, der i 2019 introducerede det patenterede VST-byggesystem i Danmark.
Alene i indeværende år har Premium Syscon kontraherede projekter i pipelinen for et trecifret millionbeløb, og virksomheden har haft CloudES under implementering siden foråret:
- Hele vores koncept hviler på en ekstremt høj grad af industriel præfabrikation via robotter, hvor den nye CloudES-platform passer perfekt ind som næste naturlige skridt, der integrerer alle digitale systemer. Efterhånden som vi får systematiseret og tilpasset vores dataflow, kan vi se masser af muligheder for optimering på tværs af processer, også selv om det lige nu er for tidligt at sætte konkrete tal på besparelserne, fortæller Chief Operations Officer Christian Lundeborg fra Premium Syscon.
Den nye cloud-baserede CloudES-platform har været 4,5 år undervejs og kostet et tocifret millionbeløb at udvikle.
Platformen lanceres officielt i december 2020 og kan allerede nu opleves her.
Om CloudES:
- Visionen bag systemet har været at udvikle en specialiseret digital projektplatform i verdensklasse, der kan professionalisere brancher som byggeri, ejendomsudvikling og facility management.
- Platformen understøtter hele processen fra kalkulation og afgivelse af tilbud til kontrakt, design, produktion, overdragelse og facility management. CloudES omfatter samtidig vitale støttefunktioner såsom økonomistyring, dokumenthåndtering, QHSE-styring, digitale møderum, kommunikation, mailprogram og planlægning.
- Virksomheden beskæftiger omkring 40 mennesker i Danmark, Indien og Laos, og ejerkredsen består af Marc Rosenberg (grundlægger og CEO), Kim Mosegaard (bestyrelsesmedlem og partner) og Martin Lund Knudsen (bestyrelsesformand og partner).
-kj