Ny supercykelsti skal få flere til at vælge cyklenDen nye supercykelforbindelse i og omkring Middelfart By forventes færdig allerede ultimo november 2017, bl.a. fordi NCC bruger en ny metode til at etablere kantsten i Profilbeton.

Ny supercykelsti skal få flere til at vælge cyklen

En ny supercykelsti fra Middelfart By frem til den gamle Lillebæltsbro skal få de mange pendlere på den trafikerede strækning til at vælge cyklen frem for bilen

Nu får borgerne i Middelfart mulighed for at vælge cyklen frem for bilen, når de skal transportere sig rundt i lokalområdet. I disse dage etablerer Middelfart Kommune en ny supercykelforbindelse på strækningen Brovej i Middelfart by, der afsluttes ved den gamle Lillebæltsbro.

Det er et skridt på vejen til at gøre transporten mere sund og miljøvenlig.

- Det er en meget trafikeret strækning, hvor mange trafikanter kommer forbi hver dag. I dag er der en 30 cm bred, hvid stribe, som opdeler kørebane fra cykelsti. Med etableringen af den nye supercykelsti vil det være mere sikkert at cykle på strækningen, siger trafik- og vejchef i Middelfart Kommune, Uffe Høybye.

Benytter ny metode
Cykelstiens kantsten etableres ved hjælpe af en ny metode, som den nordiske entreprenør NCC har hentet hjem til Danmark.

- Metoden gør det muligt at støbe kantstenene på stedet, mens de lægges, og det er en langt hurtigere og billigere måde at etablere kantsten på, så trængslen i trafikken mindskes så meget som muligt, siger Torben Nørlem, der er projektansvarlig i NCC Danmark.

En anden fordel ved metoden er, at etableringen af kantstenene kan udføres mere skånsomt for brolæggerne.

- Det er normalt hårdt og slidsomt arbejde at lægge kantsten, fordi det indebærer mange tunge løft. Det undgår vi her, fordi vi gør brug af en ny teknologi, som vores norske kolleger har gjort brug af i flere år, uddyber Torben Nørlem.

Kantstenene bliver støbt direkte på den eksisterende kørebanebelægning ved hjælp af NCC’s mobile støbevogn.

Sådan udlægges kantsten i Profilbeton
1. To-tre mand arbejder i og omkring NCC’s mobile støbevogn.
2. Èn mand sætter afspærring op og mærker af.
3. Den mobile støbevogn udlægger armeringsjern og vibrerer beton ned i støbeformen i én arbejdsgang, og den færdige kantsten formes, mens vognen kører fremad.
4. Teamet kan udlægge 400-700 meter pr. dag inklusiv afspærring og oprydning.
5. Efter cirka et døgn må kantstenen tages i almindelig brug.

-los

6/11 2017