Ny teknisk chef i Odder Kommune
Casper Grønborg bliver pr. 1. januar ny teknisk chef i Odder Kommune. Han kommer fra en stilling som afdelingschef for Plan og By i Horsens Kommune
Casper Grønborg er 49 år, uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus med speciale i storskala og planlægning, og har mange års erfaring inden for det tekniske område. Siden 2005 har han været ansat i Horsens Kommune. Først som arkitekt og byplanlægger og fra 2014 som afdelingschef.
I Horsens Kommune har Casper Grønborg bl.a. arbejdet med en ny bydel til ca. 10.000 beboere nord for Nørrestrand, planstrategier og kommuneplan, fornyelse af Horsens Midtby, et nyt city campus og udvikling af Horsens Havneby på nordhavnen.
Casper Grønborg kender Odder Kommune godt i forvejen. Han bor nemlig i Odder Kommune med sin kone og deres fire børn.
- Jeg glæder mig til at være med til at udvikle den by og kommune, som jeg har haft en tæt relation til hele mit liv og som har dannet rammen for min familie over de seneste godt syv år. Min tilgang er at udvikle kommunen ud fra et helhedsorienteret perspektiv, hvor der ikke mindst er fokus på dialog med borgerne, siger Casper Grønborg.
En kommune i vækst
Kommunaldirektør i Odder Kommune, Henning Haahr, der også er direktør for det tekniske område, glæder sig over, at der har været et stærkt ansøgerfelt til stillingen som teknisk chef, og at et enigt ansættelsesudvalg har peget på Casper Grønborg.
- Jeg er overbevist om, at vi har fundet den helt rigtige kandidat til jobbet. Casper Grønborg har en solid erfaring inden for det tekniske område og en god tilgang til, hvordan vi kan udvikle Odder Kommune i en tid med vækst og nye muligheder, siger kommunaldirektør Henning Haahr.
Den tidligere tekniske chef, Anette Marqvardsen, forlod jobbet i Odder Kommune i efteråret, da hun er blevet ansat i en privat rådgivende virksomhed.
-los