Ny terminal til krydstogt i København

Ny terminal til krydstogt i København

Tilbygning til de eksisterende terminaler skaber plads til anløb af flere og større fartøjer

Bestyrelsen for Copenhagen Malmö Port, CMP, har besluttet at bygge en ny terminal til krydstogt ved Oceankaj i Ydre Nordhavn.

Fremtidsudsigterne for krydstogt-branchen er lovende med en stadigt stigende efterspørgsel. For at kunne imødekomme den tiltagende interesse har CMP vurderet, at de eksisterende faciliteter skal udvides med yderligere en terminalbygning, Terminal 4, som skal kunne håndtere mere end 5000 passagerer pr. anløb.

- Med etableringen kan København beholde og udbygge en førende position i Nordeuropa som attraktiv destination for krydstogt. Copenhagen Malmö Port ønsker at tiltrække endnu flere rejsende til København gennem godt samarbejde med vores partnere og aktører i byen, siger Barbara Scheel Agersnap, direktør for CMP.

I 2017 har 55 skibe med mere end 4.000 passagerer ombord besøgt CMP og aflagt såkaldte turn-around anløb, hvor skibene skifter passagerer. I alt er antallet af krydstogtrejsende i seneste sæson ca. 850.000.

- Med udvidelsen af faciliteterne har vi mulighed for at skabe en moderne og attraktiv terminal, som kan håndtere de store mængder turister, der gerne vil besøge København, siger Arnt Møller Pedersen, leder af Cruise & Ferries, CMP.

Den ny terminal forventes at åbne i 2020.

Krydstogt-branchen skaber sæsonarbejde til omkring 4.000 personer hvert år og bidrager til hovedstadsregionens økonomi på baggrund af en samlet omsætning på 1,3 mia. kr.

Copenhagen Malmö Port
CMP, Copenhagen Malmö Port, er en af de største havne- og terminaloperatører i Norden samt en af de største krydstogtterminaler i Nordeuropa. CMP er en af 83 europæiske core ports, der af EU anses for at være særligt betydningsfulde for udviklingen af de nye transportkorridorer i Europa.

- eca

5/10 2017