Nykredits Arkitekturpriser er uddelt

Årets vindere blev Praktis, Adept og Leth & Gori

Tirsdag aften blev Nykredits Arkitekturpriser uddelt af kulturminister Mette Bock. Modtagerne af årets priser er partnerne Mette Tony og Mads Bjørn Hansen fra Praksis (arkitekturprisen), partnerne Anders Lonka, Martin Krogh og Martin Laursen fra Adept (motivationsprisen) og partnerne Uff e Leth og Karsten Gori fra Leth & Gori (bæredygtighedsprisen).

- Vi er utroligt stolte og glade for at modtage Nykredits Motivationspris. Det er en stor anerkendelse af vores arbejde, som vi glæder os til at fortsætte og udvikle i de kommende år, fortæller Adepts tre partnere Martin Krogh, Anders Lonka og Martin Laursen og fortsætter:

- Adept har siden starten været igennem en målrettet udvikling, som betyder, at vi i de seneste år har været så heldige at kunne realisere en række af de projekter, der har skabt grundlaget for tegnestuens eksistens. Derudover er vi ved at få et godt tag i det svenske marked med flere og flere opgaver.

Adept blev grundlagt i 2006 af Anders Lonka, Martin Laursen og Martin Krogh, som også i dag leder tegnestuens kreative arbejde. Tegnestuen står bag projekter som det nyligt åbnede kultur- og bevægelseshus Ku.Be på Frederiksberg og boligprojektet Havnehusene på Aarhus Havn.

Om prisen
Nykredits Arkitekturpris er blandt verdens største arkitekturpriser sammenlignet
med førende internationale arkitekturpriser som The Pritzker Architecture Prize og Mies van der Rohe Architecture Award.

Prisen blev stiftet af Nykredits Fond ud fra et ønske om at hædre arkitekter og er siden 1987 blevet uddelt til arkitektvirksomheder eller arkitekter, som - gennem deres værker - har gjort noget særligt for arkitekturen.

Nykredits Motivationspris er siden 1991 blevet uddelt til talentfulde yngre arkitekter, som har gjort sig bemærket i branchen.

Prisen er tænkt som en opmuntring til at fortsætte og videreudvikle et allerede synligt talentfuldt arbejde.

Siden 2015 er Nykredits Bæredygtighedspris også blevet uddelt, hvor modtagerne skal have særligt fokus på, at arkitektur, miljø og klima går op i en højere enhed.

Til at indstille årets prismodtagere har bestyrelsen for Nykredits Fond nedsat et arkitekturfagligt udvalg, der har til opgave at vurdere potentielle modtagere og komme med en indstilling til bestyrelsen, der træff er det formelle valg.

Bestyrelsen for Nykredits Fond har sammen med et prisudvalg bestående af Kristian Lars Ahlmark, Jakob Strømann-Andersen, Dan Stubbergaard og Flemming Ibsen udpeget prismodtagerne.

-kj

31/5 2017