Nyt bygningsreglement ændrer ikke sikkerhedsniveau

Brændbare isoleringsmaterialer kan anvendes lovligt i byggeri, hvis bygningsreglementets brandkrav overholdes

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Annette Lind har stillet en række spørgsmål til bygningsminister Ole Birk Olesen omkring ændringerne af reglerne for brandsikring af bygninger.

Hun ønsker blandt andet en garanti for, at de igangværende ændringer i reglerne for brandsikring ikke medfører øget brandfare i form af mere brændbar isolering i erhvervs- og beboelsesbyggeri, og til det svarer ministeren:

- Med det kommende bygningsreglement, BR18, ændres der ikke på det sikkerhedsniveau, som en bygning skal frembyde i tilfælde af brand. Der ændres heller ikke på, at eksempelvis isoleringsmaterialer kun må anvendes i byggeri, så længe den samlede bygnings brandsikkerhed stadig opfylder bygningsreglementets krav om et forsvarligt personsikkerhedsniveau i tilfælde af brand, skriver Ole Birk Olesen.

Brændbare materialer kan anvendes lovligt
Han oplyser videre, at brændbare isoleringsmaterialer kan anvendes lovligt i byggeri, hvis bygningsreglementets brandkrav overholdes:

- Hvis der er problematisk anvendelse af brændbare isoleringsmaterialer, vil det bero på ulovlig anvendelse af de pågældende materialer, svarer ministeren.

Han forklarer også, at der med ”Eksempelsamlingen om brandsikring af byggeri” fra 2012 er udarbejdet en omfattende vejledning til brandkravene i bygningsreglementet, hvoraf det blandt andet fremgår med konkrete eksempler, hvordan man kan brandsikre sin bygning.

Blandt andet indeholder denne eksempelsamling konkrete eksempler på, hvordan brændbare isoleringsmaterialer kan anvendes i byggeri på en forsvarlig måde.

30/10 2017