Nyt DTU-byggeri skal sætte skub i de grønne løsninger På denne byggegrund på DTU Lyngby Campus skal den nye forskningsfacilitet B313 ligge - i nærheden af både studieboliger, specialiserede forsknings-bygninger og auditoriebygninger.

Nyt DTU-byggeri skal sætte skub i de grønne løsninger

Med bygningen ’Climate Challenge Laboratory’ får DTU en ny forskningsfacilitet, der skal styrke den tværfaglige forskning inden for grønne teknologier

Visionen er at skabe en bygning med laboratoriefaciliteter, der kan rumme et unikt verdensklasses forskningsmiljø i en arkitektur, der understøtter innovation og samarbejder på tværs af discipliner, udveksling af viden og møder mellem mennesker.

Tre hold har været prækvalificeret til opgaven, som de har løst i konkurrencepræget dialogform. En udbudsform, der giver mulighed for dialog med tilbudsgiverne undervejs i udvælgelsen af det helt rigtige hold, hvilket DTU anser som meget værdifuldt.

Det vindende hold, som DTU har underskrevet kontrakt med, består af MT Højgaard Danmark, Moe Rådgivende Ingeniører og Christensen og Co Arkitekter. De skal nu i gang med at udvikle projektet sammen med bygherren.

- Det er afgørende for både proces og resultat at få sat et hold, som kan samarbejde ligeværdigt fra udviklingsfasen til selve udførelsesfasen. Det er vi overbeviste om at vi har fået med det vindende team. Teamet repræsenterer tilsammen de efterspurgte styrker inden for projektets fem pejlemærker; fremtidens forskningsfaciliteter, bæredygtighed, arkitektur, digitalisering og samarbejde, og vi ser meget frem til at komme i gang med projektet, siger projektchef hos DTU Bygherre, Francois Svend Court-Payen.

De øvrige to team, som var prækvalificerede til opgaven var et team bestående af NCC, CF Møller og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører og et team bestående af Bam, Niras og Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Mere end DGNB
Projektet har fokus på bæredygtighed, både socialt, økonomisk og miljømæssigt. Ud over et krav om DGNB Guld, vil der være særlig opmærksomhed på at udforske en cirkulær tankegang, hvor livscyklusbetragtninger vil gennemsyre de beslutninger, der træffes i projektet. Det matcher også et ønske om at arbejde innovativt med valg af materialer.

- Til det her projekt har vi udviklet et helt nyt visualiseringsværktøj, hvor CO2-regnskabet vises direkte i den digitale bygningsmodel. Når vi har en grov skitse af bygningen, kan vi f.eks. isolere alle facader og med det samme se, hvor stort et CO2-aftryk, de bidrager med. I takt med at projektet forfines med informationer, kan vi se endnu flere parametre med betydning for bæredygtigheden og ikke mindst prisen, udtaler projekteringsleder fra Moe, Erik Krøll.

Bidrager til campusmiljøet
Christensen og Co Arkitekter glæder sig til at forene de høje bæredygtighedsambitioner med æstetiske og bygbare løsninger.

- Vi ser frem til det tætte samarbejde om at få skabt en forskningsbygning af høj arkitektonisk kvalitet og med mulighed for at arbejde med bærende konstruktioner i træ. Vi tror på, at arkitektonisk kvalitet og æstetisk værdi har en stor betydning for bæredygtigheden og en bygnings brug og levetid, siger Michael Werin Larsen, partner i Christensen & Co Arkitekter.

Den nye forskningsfacilitet får nummer B313 og placeres centralt på campus i et område med både studieboliger, specialiserede forsknings-bygninger og auditoriebygninger. Det skal derfor være både inviterende og inkluderende med øje for stedet og hverdagslivet for både forskere, studerende, samt naboer fra lokalområdet og gæster på campus.

Byggestart forventes til april 2022.

Fakta:
Areal: ca. 10.000 m2
Placering: DTU Lyngby Campus, 3. kvadrant
Team: MT Højgaard Danmark, MOE Rådgivende Ingeniører og Christensen og Co Arkitekter
Targetpris: 319,7 mio. kroner

-los


1/2 2021