Nyt nationalt rostadion til 100 millioner kroner

Nyt nationalt rostadion til 100 millioner kroner

AART Architects vinder sammen med Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, LIW Planning og Viggo Madsen Rådgivende Ingeniører konkurrencen om at tegne Danmarks nye nationale rostadion til 100 millioner kroner

Danmark skal have et nyt nationalt rostadion ved Bagsværd sø, da det gamle rostadion ikke længere lever op til nutidens krav. Nu har et enigt bedømmelsesudvalg netop kåret vinderne af arkitektkonkurrencen om, hvem der skal tegne det nye stadion. Vinderen er AART Architects som sammen med Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, LIW Planning og Viggo Madsen Rådgivende Ingeniører har udarbejdet et projekt, der omfatter forslag til udformning af et nyt rocenter, nyt dommertårn med multifunktionel stueetage og tribune samt nyt start- og målområde.

Moderne rostadion i respekt for naturen
Danmarks Rostadion ved Bagsværd Sø er Danmarks nationalstadion for roning, kano- og kajaksporten og i dagligdagen hjemsted for de mange ro- kano- og kajakklubber i Københavnsområdet og den nationale elite.

Med det nye rostadion får de danske roere træningsfaciliteter i verdensklasse, der kan understøtte og videreudvikle Team Danmarks arbejde med topatleterne inden for roning, kano og kajak. Samtidig bliver det et rostadion, der på en ny og inspirerende måde skaber et grønt kvalitetsløft i respekt for områdets smukke natur til glæde og gavn for motionister og den almindelige borger, som færdes i det fredede naturområde omkring Bagsværd Sø.

Nye forbindelser mellem skov og sø
Det vindende forslag skaber nye forbindelser mellem skoven og søen. Det nye rocenter ligger som en ny villa på søens bred, hvor det føjer sig naturligt til naboerne og områdets historiske villaer. Det placeres mellem skovens lodrette udtryk og søens vandrette flade. Stien rundt om søen er integreret i projektet og bevæger sig gennem en række landskabsrum, som naturligt leder brugerne igennem et oplevelsesrigt forløb, der inspirerer til leg, bevægelse og træning og inviterer til møder mellem de forskellige brugergrupper i området.

- Vinderforslaget udviser en god indlevelsesevne i målgruppernes behov. Samtidig formår det ydmygt at tilpasse sig stedet i en forståelse af, at det er den skønne natur i området, der er den egentlige attraktion snarere end et ikonisk byggeri. Der er ingen tvivl om, at vi med vinderforslaget har valgt den rigtige retning for projektet. Derfor glæder vi os også til at skulle videreudvikle netop dette projekt i samarbejde med det team, der står bag det, udtaler Erik Jæger, der som formand for både Fonden Danmarks Rostadion og bedømmelseskomitéen, har været med til at vælge vinderprojektet.

Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø og Gladsaxe Kommune er bygherrer på det samlede projekt med Rambøll Danmark A/S som bygherrerådgivere. Bag projektet står desuden Team Danmark, København og Lyngby-Taarbæk Kommuner. Projektet støttes økonomisk af A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med på 50 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden støtter arkitektkonkurrencen og forventes også at støtte selve projektet. Det nye nationale rostadion forventes at stå færdigt i begyndelsen af 2020 og med en vinder af arkitektkonkurrencen kan projektet nu for alvor begynde at tage form.

-jhn

Fakta om det nye nationale rostadion
• I november 15 stiftede Gladsaxe, København og Lyngby-Taarbæk kommuner sammen med Team Danmark 'Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø'. Fondens formål er at stå for nybygning af det nationale stadion ved Bagsværd Sø og en rekreativ bearbejdning af hele det fredede naturområde, der binder anlægget sammen. Den rekreative bearbejdning af naturområdet foregår i et samarbejde med Gladsaxe Kommune.

• 'Fonden Danmarks Rostadion' modtager støtte til at gennemføre projektet fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 50 mio. kr. Lokale- og Anlægsfonden støtter arkitektkonkurrencen og forventes også at støtte selve projektet. Herudover bidrager København, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner økonomisk til projektet, som Rambøll Danmark A/S er bygherrerådgivere for.

• Arkitektkonkurrencen blev sat i gang i december måned 2016 og deltagerne afleverede deres konkurrenceforslag i marts 2017.

• Opgaven har været at udarbejde en helhedsplan for to områder omkring Bagsværd Sø og som et væsentligt element i opgaven komme med bud på udformning af et nyt bygningsværk i form af et rocenter. Herudover omfatter opgradering af rostadion uddybning og forlængelse af banerne i søen samt nyt start- og målområde inklusive dommertårn og tribune. Foruden indarbejdelse af forholdsvis præcise krav til rosport faciliteterne efterspurgte opgaven også idéer til, hvordan multifunktionalitet til en bred målgruppe kunne samtænkes med rosportskravene på en ny og inspirerende måde, der giver plads til forskellige former for bevægelse og understøtter det unikke møde i området.

Arbejdet med at modernisere Danmarks Rostadion kan løbende følges på fondens hjemmeside: http://danmarksrostadion.dk/



10/4 2017