Nyuddannede tegner ny arkitektskole i Aarhus
Den nyetablerede tegnestue Vargo Nielsen Palle med tre nyuddannede i spidsen vinder projektkonkurrencen NEW AARCH
En enig dommerkomite har offentliggjort vinderen af projektkonkurrencen NEW AARCH. Den nyetablerede tegnestue Vargo Nielsen Palle med tre nyuddannede i spidsen løber med opgaven:
- Det er et stærkt projekt, som væver sig sammen med sine omgivelser, ådalen, byen og de omkringliggende naboer i området. Den nye arkitektskole bliver et kulturelt samlingspunkt, der lægger op til samspil og dialog. En åben, pragmatisk, fleksibel struktur, der giver mulighed for løbende forandring og tilpasning til skiftende behov, og med fokus på det liv, der skal udspilles i husets indre. Det bliver en fabrik for arkitektureksperimenter, som lægger op til samarbejde med såvel byen og branchen som med vores naboer. Lige hvad vi har ønsket os, lyder det fra rektor for Arkitektskolen Aarhus, Torben Nielsen, der ser frem til at forlade de utidssvarende lokaler i den gamle købmandsgård på Nørreport, somhar huset Arkitektskolen Aarhus i mere end 50 år.
Dommerkomiteen bestod af formand for komiteen og vicedirektør i Bygningsstyrelsen Signe Primdal Lyndrup, kontorchef i Bygningsstyrelsen Martin Lose, bestyrelsesformand for Arkitektskolen Aarhus Ingelise Bogason, rektor for Arkitektskolen Aarhus Torben Nielsen, projektchef i Realdania Lars Autrup og som fagdommere arkitekterne Jens Thomas Arnfred og Reiulf Ramstad (Norge) samt ingeniør Frank Jensen.
Blandt dommerkomiteens rådgivere var repræsentanter for Aarhus Kommune: Direktør for Teknik og Miljø, Erik Jespersen og stadsarkitekt Stephen Willacy.
Overbevisende projekt
Dommerkomiteen havde mulighed for at udpege op til tre projekter til videre bearbejdning i et forhandlingsforløb, inden den endelige afgørelse blev truffet. En enig dommerkomite fandt Vargo Nielsen Palles projekt så overbevisende, at de valgte kun at invitere dem til forhandling. Projektet er udarbejdet i samarbejde med ADEPT, Rolvung & Brøndsted Arkitekter, Tri-Consult og Steensen Varming,
Vinderprojektet fanger skalamæssigt Carl Blochs Gade og disponerer de mange funktioner som en ’by i byen’, hvor visuel kontakt mellem skolens forskelligartede brugere indbyder til samarbejde og gensidig inspiration. Bygningsstrukturen aftager i højde ind mod et centralt byrum, som åbner skolen mod byen og de omkringliggende institutioner.
I alt seks firmaer deltog i projektkonkurrencen. Tre blev prækvalificeret på baggrund af deres erfaring, mens tre andre blev udvalgt på baggrund af en åben idekonkurrence, hvor 230 deltagere fra hele verden indsendte deres forslag til den ny skole.
Det todelte konkurrenceforløb skulle netop give unge uprøvede kræfter mulighed for at byde ind.
- I dag bygger de fleste projektkonkurrencer udelukkende på prækvalifikation, hvilket betyder, at kun etablerede firmaer, der har en lang række byggerier at henvise til, kommer i betragtning. Det gjorde den her konkurrenceform op med og resultatet viser, at det er lykkedes til fulde, siger den norske arkitekt Reiulf Ramstad, der sammen med arkitekt Jens Thomas Arnfred var fagdommer i både ide- og projektkonkurrencen.
Bygningsstyrelsen forventer at indgå kontrakt med rådgiverteamet bag projektet umiddelbart efter offentliggørelsen. Projektet vil herefter blive bearbejdet og detaljeret gennem dialog med arkitektskolens studerende og ansatte, inden det i efteråret forventes udbudt i totalentreprise. Det vindende rådgiverteam skal i samarbejde med den valgte totalentreprenør projektere og bringe projektet i mål. Det forventes, at den nye arkitektskole kan indvies i 2020. Den bliver ca. 13.000 kvm, og er budgetteret til i alt 261 mio. kr.
-kj