Opfører ca. 400 bæredygtige boliger i Københavns SydhavnVarierende boligstørrelser skal imødekomme de mange singler og forskellige familieformer i København. De opføres i tre selvstændige karrebebyggelser med hver sin identitet. Illustration: Årstiderne

Opfører ca. 400 bæredygtige boliger i Københavns Sydhavn

Sammen med de ca. 400 nye 1-5-værelses boliger vil der også blive bygget et plejecenter og en kommunal daginstitution. De første boliger vil stå klar i 2022

Bæredygtighed

Det er ejendomsinvestoren NREP og projektudviklingsselskabet AG Gruppen, der er gået sammen om at gennemføre projektet, der vil blive opført efter høje standarder inden for bæredygtighed. Således bliver boligerne certificeret til DGNB Guld.

Netop den grønne profil er en vigtig del af NREP og AG Gruppens samarbejde, og bæredygtighed er tænkt ind i hele det nye projekt, fortæller partner i NREP, Rune Kock.

- Vi går målrettet efter at investere i bæredygtighed og i boliger, der er til at betale i København. Det vil det nye byggeri fuldt leve op til, siger han og fremhæver, at der er tænkt grønt både i forbindelse med byggematerialer og energiforbrug over biodiversitet til løsninger, der tilbyder en mere sund og bæredygtig livsstil for de kommende beboere.

De to parter har også opført bl.a. Upcycle Studios og Ressourcerækkerne i Ørestad Syd, hvor omdrejningspunktet har været genbrug og upcycling af byggematerialer.

Også Robin Feddern, adm. direktør i AG Gruppen, glæder sig over den nye aftale og det fortsatte samarbejde med NREP.

- Med over 1000 boliger opført i fælles Joint Venture har vi i NREP en solid og god samarbejdspartner, som passer rigtig godt til vores DNA og måde at arbejde på. Vi glæder os meget over den nye aftale og over det nye projekt, som vi sammen er ved at udvikle. Her bliver der lagt vægt på moderne kvalitetslejligheder i klassisk arkitektur, hvor der er tænkt meget i fællesskaber og gode, grønne udearealer for de kommende beboere.

Masser af grønne indtryk
I alt bliver der tale om ca. 28.000 m2 nye boliger, 9500 m2 plejecenter samt en daginstitution på ca. 2900 m2, som opføres i et område, der i dag er en del af et blandet erhvervsområde, og som vil binde de nye bykvarterer på Teglholmen og Sluseholmen sammen med det gamle Sydhavnen. Det nye boligbyggeri bliver opført lige ved den kommende metrostation ved Mozarts Plads, der åbner i 2024.

Det er Årstiderne Arkitekter, som med inspiration fra Sydhavnens traditionelle boligarkitektur og industrielle reference har tegnet boligerne. Plejecenteret, som vil vende ud mod Sydhavnsgade og få en karakteristisk facade med bl.a. ’hængende haver’ i form af en grøn altangang, er tegnet af Vandkunsten.

Boligerne bliver fra 1 til 5 værelser for at imødekomme de mange singler og forskellige familieformer i København. De opføres i tre selvstændige karrebebyggelser med hver sin identitet og placeres ud mod Borgmester Christiansens Gade, der samtidig ændres til en grøn gade med træer.

Byggeriet opføres i op til 6 etager med en variation i tagformer; sadeltage som skaber sammenhæng til områdets eksisterende bebyggelser og flade tage som aktiveres med fælles tagterrasser og væksthuse/beboerlokale.

Opførslen af boligerne forventes påbegyndt i anden halvdel af 2020, og de første vil stå færdige i 2022.

-los

1/5 2020