Peugeot på vej med el og brint Næste års store nyhed fra Peugeot er denne e-Expert på brint. Vi ved den er en kopi af Opels brint-Vivaro, men vi ved ikke, om denne e-Expert er den endelige produktionsudgave.

Peugeot på vej med el og brint

Fra næste år kommer Peugeot på banen med ellerter i alle størrelser og brintmodel i en stadig lidt ukendt størrelse. Vi har flere spørgsmål end svar

Peugeots fuldt elektriske program bliver opgraderet. Fra modelår 2023 har Peugeot fuldt elektriske biler i størrelse fra 208 til Traveller, der er en minibus og den tilsvarende e-Expert. I alt vil Peugeot kunne tilbyde hele seks fuldt elektriske biler, og den gode nyhed for både e-2008 og e-308, der også sælges med gule plader, må være, at rækkevidden øges.

Peugeot kalder det ny batteriteknologi. Vi tror mere, det handler om et større batteri, for Peugeot går ikke i detaljer, men rækkevidden øges fra det nu kritiske niveau (optimistiske 365 km) til 400 WLTP kilometer.

Det nyeste nye er til gengæld det mest spændende og interessante. Helt ude i krogen af modelprogrammet, viser Peugeot sin første brintbil.

Bilen er en e-Expert Hydrogen. Teknikken er lidt ukendt, for det kunne ligne den kommende model brintbil, der skal i serieproduktion, og så kan man godt forvente en noget anden bunke mekanik, end det vi allerede kender fra Opels brintbiler, som nu har kørt hos udvalgte flådeejere i længere tid.

Peugeot oplyser, at man har bygget den første brintbil op omkring den 136 hestes elmotor, vi kender fra snart sagt alle el-biler fra Peugeot. Motoren lægger også 260 Nm, og nyttelasten er 1000 kg. Men det, vi afventer, er, om produktionsmodellen af Peugeots første brintbil også har plug-in hybrid teknik, som det er tilfældet med forsøgsbilerne fra Opel. Hvis det er tilfældet, bliver bilen uforholdsmæssig dyr.

Det kan være den direkte årsag til, at Peugeot ikke oplyser noget om bilens muligheder på det danske marked. Det betyder også, at vi slet ikke kan forudsige noget om en mulig leasingydelse. Men en ting tør vi love: Vi vil se en månedlig udgift betydeligt højere end de 2000 kr., som er hjørnestenen hos de fleste bilmærker.

-jp

19/12 2022