PFA bygger nye kollegier til over 1.000 studerende
Pensionsselskabet PFA vil opføre fire nye kollegier i Odense, Aalborg, Aarhus og København over de kommende år for mere end en milliard kroner. Første kollegie vil stå færdigbygget i 2020
PFA, der i år fejrer sit 100-års jubilæum, vil bygge nye moderne kollegier i Danmarks fire største byer - Odense, Aalborg, Aarhus og København. Investeringen i de fire kollegier bliver på over en milliard kroner og vil samlet give plads til mere end 1000 studerende.
- Vi har i PFA haft stor fordel af den udvikling, som Danmark har gennemgået de sidste 100 år med baggrund i et højt uddannelsesniveau, og derfor giver vi gerne et bidrag til, at den udvikling kan fortsætte. Med PFA-Kollegierne ønsker vi at skabe moderne og attraktive studieboliger, der imødekommer den boligmangel, som mange studerende oplever. Projektet er drevet af en ambition om at skabe optimale rammer for både læring, fællesskab og bæredygtighed. Samtidig får vi mulighed for at give vores kunder et nyt, unikt tilbud, som binder generationerne sammen, siger Allan Polack, Group CEO i PFA.
Glad minister
Opførelsen af de fire kollegier glæder uddannelses- og forskningsministeren.
- At bo sammen med andre studerende i gode rammer bidrager til et godt studiemiljø, der både gør glad og gør klog. Antallet af optagne på de videregående uddannelser er steget markant siden 2009, hvilket desværre giver mangel på studieboliger i de store studiebyer. Derfor er det vigtigt, at også private aktører, som PFA, viser samfundssind og bidrager til en positiv udvikling med at øge udbuddet af studieboliger, siger Søren Pind (V), uddannelses- og forskningsminister.
Odense bliver første by med et nyt kollegie
De fire kollegier vil efter planen senest stå færdige i 2022. Odense bliver den første by med et nyt kollegie, der forventes at stå indflytningsklart i begyndelsen af 2020.
Og blandt de studerende byder man flere kollegier velkommen.
- Vi er meget glade for, at PFA ønsker at bygge så mange nye studieboliger. Det kommer til at understøtte, at studerende får mulighed for at bo i byen i flotte omgivelser og tæt på deres studiested. Sådanne studieboliger, som PFA nu bygger, kommer til at betyde meget for de unge og nye studerende, da vi ved, at det er billige boformer og det sociale samvær på tværs, de efterspørger, siger André Shamoun, formand for Syddanske Studerende.
Fokus på fællesskab, stærkt studiemiljø og bæredygtighed
Det er arkitektfirmaet Arkitema Architects, der i samarbejde med PFA har udviklet konceptet for de kommende PFA-kollegier. Partner Dorthe Keis ser kollegierne som enestående i forhold til at skabe dynamiske og attraktive studieboliger med udgangspunktet i moderne og socialt bæredygtige fællesskaber.
- ”I mange år har tendensen været at bygge individuelt orienterede studieboliger. Den tendens bryder PFA-kollegierne med og sætter i stedet fokus på at styrke fællesskabet. De studerende får eget værelse med bad, men ellers er det fællesarealerne, der er i fokus, såsom fælleskøkkener, moderne studiepladser og fællesrum, som lever op til den måde, de unge studerer og er sammen på i dag, siger Dorthe Keis, partner i Arkitema Architects.
Ambitionen er, at kollegierne skal opnå en DGNB-certificering, der stiller krav til byggeri og indretning i forhold til bæredygtighed. PFA Kollegiet Odense, der står klar i 2020, vil dermed blive et af de første kollegier i Danmark med en DGNB-certificering.
-jhn
Fakta om de fire PFA-kollegier
• Samlet PFA-investering: Over 1 mia. kroner
• Samlet antal værelser i de fire kollegier: Over 1.000
• Samlet boligareal for de fire kollegier: Mere end 40.000 m2
• Placeringer: København, Odense, Aarhus og Aalborg
• Indflytningstidspunkt: Sker løbende over de næste tre til fem år. PFA Kollegiet i Odense forventes at stå færdigt i starten af 2020, mens kollegierne i Aarhus, Aalborg og København forventes at stå klar senest 2022
• Opskrivning: Forventes at begynde senest seks måneder før kollegierne står klar
• Beboere: Studerende på SU-berettigede, videregående uddannelser. PFA’s 1,2 mio. pensionskunder vil med fortrinsret kunne opskrive deres børn og børnebørn til et værelse
• Arkitekt: Arkitema Architects har i samarbejde med PFA udviklet konceptet for PFA-kollegierne og tegnet PFA Kollegiet Odense
• Entreprenør: Casa A/S skal bygge PFA Kollegiet Odense
• PFA’s koncept for de fire kollegier:
o Mangfoldigt fællesskab: Kollegiernes indretning har fællesskab i fokus både forskellige grader af fællesskaber blandt beboerne og fællesskaber med lokalsamfundet.
o Stærkt læringsmiljø: Kollegiernes indretning skal give de studerende et læringsmiljø, hvor der er plads til inspiration, fordybelse og samarbejde.
o Bæredygtigt byggeri: Miljø, energieffektivitet og ressourcebevidsthed er centralt for alle kollegiebyggerierne.
• PFA Pension fylder 100 år i 2017. PFA blev dannet i 1917 af en række arbejdsgiverorganisationer som et uafhængigt selskab med det ene formål at sikre medarbejdere og familier en tryg økonomisk fremtid. I dag er PFA Danmarks største kommercielle pensionsselskab med over 500 mia. kr. under forvaltning og 1,2 mio. pensionskunder.