Plads til forbedring i 110 procentordningBeskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen

Plads til forbedring i 110 procentordning

I forbindelse med forslaget til ny Finanslov for 2024, der præsenteres torsdag, vil regeringen permanentgøre muligheden for at visse ledige kan opkvalificere sig på 110 procent dagpengesats inden for brancher med mangel på arbejdskraft

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Muligheden for at få forhøjet dagpengesats, mens man tager en erhvervsuddannelse inden for brancher med mangel på arbejdskraft, bliver gjort permanent.

På sit forslag til Finanslov prioriterer regeringen cirka 230 millioner kroner næste år og cirka 300 millioner kroner årligt i de efterfølgende år til en permanentgørelse af ordningen.

Retten til at påbegynde en erhvervsuddannelse inden for brancher med mangel på arbejdskraft og modtage 110 procent af sin hidtidige dagpengesats gælder, hvis man er over 30 år og enten er ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse.

Flere ledige uddanner sig
Erfaringerne fra ordningen peger på, at ordningen bidrager til, at mange flere ledige begynder en erhvervsuddannelse inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft:

- Vi skal have flere faglærte, så vi kan indfri vores ambitiøse mål for vores velfærdssamfund og den grønne omstilling. Derfor er det godt, at vi gør denne ordning permanent. Jeg er overbevist om, at den vil bidrage til, at flere ledige vil tage en faglært uddannelse. Økonomien betyder selvfølgelig noget for den enkelte, og folk over 30 har typisk flere udgifter til bolig og familie. Med ordningen bidrager vi til, at flere ledige får mod til vælge den faglærte vej, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Flere uddannelser mangler på listen
Hos 3F modtages nyheden om 110 procent dagpengesats til videreuddannelse positivt. Forbundssekretær Søren Heisel understreger, at en permanent ordning vil gøre det nemmere for alle parter - fagforeninger, a-kasser, virksomheder og uddannelsesinstitutioner - at planlægge de initiativer, som kan hjælpe de ledige i job og bidrage til, at virksomhederne får de medarbejdere, der er brug for:

- Jeg håber, at man samtidig nøje vil gennemgå og udvide listen over, hvilke fag og uddannelser der er omfattet af ordningen. Eksempelvis er der i flere af 3F’s brancher mangel på faglærte, og derfor bør de fag og uddannelser omfattes, siger han.

29/8 2023