PostNord-byggeriet i Køge skrider frem

PostNord-byggeriet i Køge skrider frem

Med PostNord-byggeriet ved Skandinavisk Transport Center i Køge gøres nu klar til at lave belægningen på ca. 70.000 m2 på de omkringliggende arealer

DS Flexhal er godt i gang med PostNord-byggeriet ved Skandinavisk Transport Center i Køge (STC). Ordren kom på plads i november 2016, og allerede nu gøres klar til at lave belægningen på ca. 70.000 m2 på de omkringliggende arealer.

Det samlede projekt består af to store bygninger opført af entreprenørvirksomheden DS Flexhal med investeringsbanken Pareto Securities som bygherre og udlejer. Den ene bygning - en tredjepartslogistik hal på 31.000 m2 - bliver én af Danmarks største TPL-enheder. Den anden bygning er en pakke- og godsterminal på 25.000 m2.

Projektet opføres som ét af de første i Danmark under de nye brandregler, som trådte i kraft i sommeren 2016. Det betyder, at der benyttes bærende konstruktioner i ubeskyttet stål og at der kan bygges brandsektioner på op til 10.000 m2.

- Der er flyttet rigtig mange tons jord under byggeprocessen, som skrider planmæssigt fremad. Begge bygninger forventes klar til anvendelse sidst på året, fortæller Asbjørn Henriksen, projektchef ved DS Flexhal.

Byggefakta
Tredjepartslogistik lagerhotel på 31.000 m2:
- 268 x 94 meter
- 14 meter høj (stabelhøjde på 12 meter)
- Indskudt etage på 20 x 268 meter
- Ca. 1000 m2 kontorer og personalerum

Pakke- og godsterminal på 25.000 m2:
- 470 meter lang
- 29-65 meter bred
- 8 meter høj (frihøjde 6 meter)
- Ca. 200 ramper og porte
- Ca. 2.000 kvadratmeter kontorer og personalerum

I alt 1000 tons stål, 12.000 m2 vægge og facader i beton og 8000 m2 dæk.

-kj

24/5 2017