Premiere på nyt boligprojekt i GlostrupFoto: Bonava.

Premiere på nyt boligprojekt i Glostrup

Nu er salget af de kommende ejerlejligheder i Egehusene ved Glostrup Stadion startet

For nyligt annoncerede boligudvikleren købet af grunden, der er nærmeste nabo til Egeparken og Glostrup Stadion, og søndag var der til premiere på ejerlejlighederne.

- I udviklingen af projektet har vi lagt vægt på, at der er boliger, der passer til forskellige familiers behov, fortæller salgs- og marketingdirektør Kristina Olsen fra Bonava.

- Nabolaget lægger naturligt op til et aktivt hverdagsliv for både yngre og ældre.

Den vision har arkitekten, Kasper Danielsen fra Danielsen Architecture, taget til sig.

- Vi har skabt nogle hjem, der på den ene side har en høj funktionalitet, som gør at det bliver et dejligt sted at bo, fortæller han og tilføjer:

- Samtidig er der en fin kontakt til nabolaget, hvor den omkringliggende natur spiller godt sammen med boligerne.

Projektet på Stadionvej består af fire bygninger med 12 ejerlejligheder i hver. De to-fire værelses lejligheder er på 77-133 m2, og der er altan eller terrasse til alle boliger. Som noget særligt fremhæver boligudvikleren den fælles tagterrasse, der er kan anvendes af beboerne.

- Vi har spurgt mere end 8000 mennesker om, hvad der får dem til at trives i deres nabolag. Tryghed, grønne områder og mulighed for at have planter omkring sig ligger helt i top. Derfor valgte vi at lave en stor tagterrasse i Egehusene, hvor beboerne kan dyrke både fællesskab og krydderurter, fortæller Kristina Olsen.

Bonava forventer at starte byggeriet, så de første beboere kan flytte ind allerede i december 2018.

-kj

23/8 2017