Priserne på ejerlejligheder rykker i front

2017 har været endnu et godt år for boligejerne med pæne prisstigninger, hvor især prisudviklingen på ejerlejligheder accelererede, viser ny analyse fra Spar Nord

Den positive prisudvikling på boligmarkedet fortsatte i 2017 såvel for enfamiliehuse som for ejerlejligheder. Det viser nye tal fra boligportalen Boligsiden, som Spar Nord netop har bearbejdet.

- Overordnet set fulgte boligmarkedet anno 2017 nogenlunde samme mønster som de foregående år. Det var endnu et år med lav rente, faldende arbejdsløshed og reallønsfremgang, og derfor er boligpriserne forsat med at stige. Det er naturligvis godt for boligejerne, men igen i år er det bestemt ikke alle, der har fået lige meget ud af stigningen, siger cheføkonom hos Spar Nord Jens Nyholm.

Priseksplosion i større byer
Størrelsen på værditilvæksten varierer nemlig fra område til område og fra boligtype til boligtype, hvor priserne på ejerlejligheder i 2017 igen trak fra enfamiliehusene. Ejerlejlighedspriserne er ifølge boligsidens tal frem til november 2017 således steget med hele 9,5 procent, mens enfamiliehusene må nøjes med en stigning på godt 4 procent.

- Den stigende skævvridning af de forskellige boligtypers værditilvækst er hovedsageligt en konsekvens af, at efterspørgslen på ejerlejligheder i de større danske byer er eksploderet gennem de seneste år. Siden 00'erne har værditilvæksten for de forskellige boligtyper faktisk fulgtes pænt ad - både op til, under og umiddelbart efter finanskrisen. Den tendens er dog blevet brudt, og det medfører store forskelle i boligejernes boligformuer, forklarer Jens Nyholm.

I løbet af 2016 nærmede stigningstakten for enfamiliehuse og for ejerlejligheder sig ellers hinanden. Her steg priserne på førstnævnte med 4,8 procent mod 7,6 procent for ejerlejligheder.

Målt på landsplan ligger prisen på en ejerlejlighed nu knap 10 procent over toppen i 2006, mens huspriserne stadig ligger 2 procent under - og sommerhuspriserne er den absolutte bundskraber med hele 18 procent under toppen før finanskrisen.

Tegn på bedring i sommerhusmarked
2017 var også året, hvor belåningsgrænsen for realkreditlån til sommerhuse blev hævet fra 60 til 75 procent, og ændringen har allerede været med til at sætte skub i markedet.

- Den nye grænse betyder, at der nu er flere, som har råd til at investere i et sommerhus, og det er naturligvis med til at øge efterspørgslen. Den nye lov trådte i kraft d. 1. maj i år, og ifølge Boligsiden slog netop maj salgsrekorden for en enkelt måned. Prisen ligger nu på et niveau, som vi ikke har set siden 2011, siger Jens Nyholm.

Prisen på sommerhuse i Danmark er fra 2016 til 2017 steget med cirka 2,7 procent til en kvadratmeterpris på 15.255 kroner, da den toppede i oktober.

2018: Positiv udvikling for parcelhusmarkedet
Kigger man ind i 2018, er der ifølge Jens Nyholm ikke meget, der tyder på, at udviklingen fra i år stopper. Dog vil den ændre karakter og blandt andet påvirke nye områder:

- De store stigninger, der er set i de største byer, forventes at gå lidt ned i tempo og i stedet sprede sig til attraktive områder i oplandet og de større byer. Spredningen kan allerede nu observeres flere steder og vil ramme parcelhusmarkedet mere positivt end markedet for ejerlejligheder. Dog vil den fortsat tydeliggøre en skævvridning af landet, da befolkningsfremskrivningen viser, at hele 24 kommuner kommer til at miste borgere i de kommende år, mens de store byer fortsat fungerer som magneter, siger Jens Nyholm og fortsætter:

Derudover fremhæver Jens Nyholm, at sommerhuspriserne forventes at stige yderligere i 2018, hvilket dels skyldes årets forbedrede muligheder for realkreditfinansiering og dels de forbedrede fradragsregler ved udlejning i 2018. En del af prisudviklingen vil dog delvist hænge på det uforudsigelige danske sommervejr, befolkningens rejsevaner og udviklingen i prisen på flybilletter.

-jhn


3/1 2018