Producent af stålspær har fordoblet overskuddet
Give Stålspær A/S har sidste år haft 40 procent stigning i omsætningen og fordoblet overskuddet og har ansat cirka 100 nye medarbejdere de sidste tre år
Med et driftsresultatet på 14,6 mio. kr og et samlet resultat på 7,2 mio. kr efter skat har Give Stålspær A/S lukket regnskabsåret 2013 med et, ifølge ledelsen, tilfredsstillende resultat.- Vi har haft en omsætningsstigning på 40% sammenlignet med året før, og 2013 har derfor været et år med et meget højt aktivitetsniveau, fortæller Teil Bechmann, salgsdirektør i Give Stålspær A/S.
Alt fra altaner til krydstogterminaler
Give Stålspær a/S har især markedsført sig på en del komplekse konstruktioner og har fået flere større projekter i ordrebogen. Projekter som Københavns nye krydstogt terminal og EnergiNet i Fredericia er gode eksempler på større og mere komplekse løsninger.
- Produktion af standardspær til de mere simple konstruktioner, f.eks. til landbrugs- og industrihaller udgør dog stadig en væsentlig del af Give Stålspærs forretning, og det skal de også fortsætte med, fastslår Teil Bechmann.
Han mener virksomheden i dag har et fornuftigt forhold mellem leveringer af komplekse og mere simple stålkonstruktioner.
- De komplekse konstruktioner er mere opsigtsvækkende og imponerende end større landbrugshaller, men det gør bestemt ikke simple stålkonstruktioner mindre interessant for
os, fastslår han. Desuden har totalløsninger, der inkluderer trapper, altaner og andet i 2013 givet Give Stålspærs kunder mulighed for at kunne handle hele stålentreprisen ét sted.
Gazelle med 489 procent vækst
Det er især styrkelse af eksportmarkeder og øget salg på hjemmemarkedet, der har tilført virksomheden et større ordreflow i 2013. 2013 blev også året hvor Give Stålspær A/S blev kåret som Børsen Gazelle virksomhed - den sjette største i Herning og Ikast/Brande kommune med en vækstrate på hele 489% over de sidste 3 år.
100 nye medarbejdere
Med den seneste ansættelse af 3 nye medarbejdere indenfor projektledelse og teknisk salg har man for nylig styrket projektorganisationen for at geare den til fortsat vækst. Give Stålspær tæller i dag 170 medarbejdere - en medarbejdertilgang på godt 100 medarbejdere over de sidste 3 år, hvoraf de seneste 40 medarbejdere er ansat indenfor de sidste 12 måneder.
-jhn