Protester mod Vejdirektoratet i dobbeltrolle på ny broforbindelseStefan G. Rasmussen advarer mod dobbeltrolle til Vejdirektoratet ved ny broforbindelse over Roskilde Fjord

Protester mod Vejdirektoratet i dobbeltrolle på ny broforbindelse

Tidligere folketingsmedlem henviser til, at fjordforbindelsen ønskes etableret som betalingsforbindelse i et selskab ejet af Trafikministeriet i en OPP-konstruktion.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det tidligere folketingsmedlem for De Konservative, den kendte pilot Stefan G. Rasmussen, har klaget til Folketingets ombudsmand, fordi den nye forbindelse over Roskilde Fjord ved Frederikssund skal være 75 procent brugerfinansieret.

Stefan G. Rasmussen skriver blandt andet i brevet, der er sendt i kopi til Folketingets Transportudvalg, at der kan sås tvivl om lovligheden af, hvad han kalder Vejdirektoratets ’dobbeltrolle’ i projektet.

Ikke noget loft over brugerbetaling
Vejdirektoratet indsættes som forretningsfører for det etablerede selskab og har til opgave at drive ’Fjordforbindelsen’ – herunder at opkræve betaling for brug af broen som ønskes 75 procent brugerfinansieret. Resten er statsfinansieret.

- Der er i loven om Fjordforbindelsen ikke sat et loft for den akkumulerede brugerbetaling, som sikrer, at betalingen ophører, når forbindelsen er betalt. Den eksisterende Kronprins Frederiks Bro - som i øjeblikket er eneste forbindelse over fjorden - hvis man ikke vil tage færgen Kulhuse - Sølager (+ 35 kilometer) eller køre ekstra cirka 70 kilometer omkring Roskilde - bliver et reelt gratis alternativ til fjordforbindelsen, påpeger Stefan G. Rasmussen.

Reguleringshåndtag
I anlægsloven indgår dog, at Vejdirektoratet for at sikre den nye betalingsforbindelse en tilstrækkelig andel af trafikken, kan etablere trafikdæmpende foranstaltninger på den gamle, men fortsat eksisterende, Kronprins Frederiks Bro:

- Vejdirektoratet står således med en dobbeltrolle, idet de ved siden af deres rolle som forretningsfører for ’Fjordforbindelsen’, også står for planlægning og etablering af trafikregulerende foranstaltninger. De er således givet ’håndtaget’ til at kunne regulere deres indtægter på ’Fjordforbindelsen’. Jeg tillader mig at sætte spørgsmål om dette er lovligt, skriver det tidligere folketingsmedlem

Række af spørgsmål
Stefan G. Rasmussen stiller på den baggrund følgende spørgsmål til ombudsmanden:

1. Er Vejdirektoratets dobbeltrolle foreneligt med deres virke under vejloven?

2. Er konstruktionen med etablering af trafikdæmpende foranstaltninger i
vejinfrastruktur med det formål at skabe overskud i “Fjordforbindelsen“ i
overensstemmelse med principperne for forvaltning af den offentligt ejede
infrastruktur?

3. Må Vejdirektoratet som forvalter af kollektivt finansieret trafikinfrastruktur
skabe hindringer for trafikken (på en kollektivt finansieret del af
infrastrukturen) som ikke er begrundet i trafiksikkerhed eller øget
fremkommelighed?

Et eksempel fra virkelighedens verden
Han giver selv et eksempel fra egen verden på det uforenelige i en sådan dobbletrolle, som Vejdirektoratet får på Fjordforbindelsen:

- Jeg er forvalter af en offentlig finansieret parkeringsområde med fri parkering. Må jeg etablere 50 ekstra p-pladser og opkræve betaling for disse - JA! Må jeg sætte spærre-kegler op på nogle af de offentligt finansierede p-pladser for at skabe kunstig efterspørgsel efter ’mine egne p-pladser’- NEJ! slutter Stefan G. Rasmussen

20/12 2017