Radiatorer skal være en mærkevare
Producent Meinertz ser gode mulighed i at gøre radiatorer til et designelement, der efterspørges i samme grad som f.eks. vandhaner
Efter nogle vanskelige år i kølvandet på finanskrisen har 2016 været et vendepunkt for radiatorproducenten Meinertz. Den positive udvikling vil salgsdirektør Ulrik Meinertz bruge til at styrke virksomheden som den foretrukne leverandør af radiatorer og konvektorer til byggeri, hvor æstetik og arkitektur er i højsædet.- Jeg har svært ved at forstå de bygherrer, der ofrer masser af penge på at tegne og opføre en smuk bygning og så vælger at leve med uharmoniske eller direkte grimme radiatorer, siger Ulrik Meinertz.
Han undrer sig over, at branchen stort set udelukkende har fokuseret på den tekniske funktion, mens det er lykkedes for eksempelvis vand- og lysarmaturproducenter også er sælge deres produkter på design:
- Det er egentlig paradoksalt i betragtning af, at en uheldig radiatorløsning sætter et tungt visuelt aftryk på et byggeri i meget lang tid. Når en radiator har udtjent sit brugbare liv, har bygningen typisk fået skiftet vandhaner og lamper adskillige gange, siger Ulrik Meinertz.
Specialprodukt
Han ser to forskellige udviklingstendenser som de væsentligste udfordringer i forhold til en revitalisering af Meinertz’ strategi oven på krisen. Dels har omkostningsfokuserede institutionelle bygherrer i et krisepræget marked sænket standarden. Dels er arkitektvirksomhederne blevet så store, at det er blevet mere krævende at overbevise dem om, at specialbyggede radiatorer kan bidrage til deres arkitektur.
Det er dog lykkedes i flere tilfælde, og et af eksemplerne er den blot 10 centimeter dybe gulvkonvektor, Proline, som virksomheden har udviklet til Nordeas domicil på Christianshavn. Henning Larsen Architects tegnede bygningen og ønskede en varmeløsning, som forhindrede kuldenedfald fra de store glasflader uden at hindre udsyn og skæmme det stringente udtryk. Derudover har Meinertz også udviklet løsninger til Bella Sky-hotellet på Amager i samarbejdet med 3XN, og i USA er en radiatorløsning til avisen New York Times’ hovedkontor på Manhattan udviklet sammen med den italiensk-franske arkitektvirksomhed Renzo Piano Building Workshop.
Ulrik Meinertz ser nogle mere generelle udviklingstendenser, der får ham til at se endnu mere optimistisk på fremtiden:
- Jeg tror, at stadig flere mennesker bliver optaget af kvalitet og æstetik. Vi ser det for eksempel på fødevareområdet, og vi mærker selv et begyndende skifte i samme retning i byggeriet. Arkitekterne genvinder styrke som æstetiske rådgivere - selv hos de institutionelle bygherrer. Også de kan mærke, at deres lejere efterspørger domiciler af høj arkitektonisk klasse. Jeg tror, det bliver svært at leje rent spekulativt byggeri af lav standard ud i fremtiden. Så skal man i hvert fald være indstillet på kun at konkurrere på prisen, og det tror jeg, at de færreste vil være interesseret i, siger han.
-kj