Rambøll ansætter ny global direktørJesper Dalsgaard

Rambøll ansætter ny global direktør

Rambøll har hentet en ambitiøs global direktør med kommercielt tæft og lang erfaring inden for byggeriet til at udvikle Rambølls byggeriforretning internationalt

Det er en erfaren leder inden for byggeriet og tidligere management konsulent, som er sat i spidsen for Rambølls globale byggeriforretning. Jesper Dalsgaard, 49, skal som ny global direktør for den 4200 mand store forretningsenhed skabe vækst og internationalisering af Rambølls ydelser inden for byggeriet i et tæt samarbejde med kolleger i Rambølls geografier.

- Rådgivning inden for byggeri har tidligere været et lokalt og nationalt anliggende, men det er under forandring. Vores kunder forventer i dag, at vi er i stand til at stille med det bedste team, uanset, hvor de kommer fra. Som global rådgiver giver det os gode muligheder på den internationale scene. Jesper Dalsgaard er en strategisk leder med kommercielt tæft og en lang erfaring som leder inden for byggeriet, hvor han har haft fokus på internationalisering og udvikling af nye services. Vi har store forventninger til hans evner til at skabe international vækst og udvikling i Rambølls byggeriforretning, siger koncerndirektør i Rambøll, Søren Holm Johansen.

Skal samle byggerikompetencerne
Jesper Dalsgaards første opgave bliver at identificere de fokusydelser inden for byggeri, som skal føres ud over de nordiske grænser og ind i en global arena. En anden vigtig rolle bliver at samle byggerikompetencerne på tværs af alle lande, som Rambøll opererer i, og sætte det bedste team fra hele Rambøll på de større opgaver, som virksomheden løser i fremtiden.

Han ser frem til udfordringerne og mener, at digitalisering bliver et af de afgørende konkurrenceparametre for Rambøll for at vinde i markedet og komme endnu tættere på kunderne.

- Digitaliseringen er rykket ind i byggeriet, og det giver muligheder for dem, der formår at gribe dem. I fremtiden vil dem, der har teknologiforståelsen være tættest på kunderne. I Rambøll vil vi derfor bruge digitaliseringen som løftestang til at komme endnu tættere på kunderne og vinde på det globale marked, siger Jesper Dalsgaard, der får titlen global direktør i Rambøll Byggeri.

-los


9/3 2017