Rambøll ansætter ny HR-direktør med globalt udsyn
Rambøll har ansat den erfarne leder Susanne Bjerre Mortensen som ny HR-direktør. Hun skal bringe HR endnu tættere på forretningen i Rambøll
Rambøll har fundet en ny HR-direktør i Susanne Bjerre Mortensen, der kommer fra en stilling som chef for Accentures nordiske operationelle organisation. Susanne Bjerre Mortensen har omfattende seniorkompetencer inden for HR og andre support services som indkøb, markedsføring og it både i Danmark og internationalt, senest som regional HR director i Mellemøsten og Nordafrika.
Hun kommer med stor erfaring i at udvikle en HR-strategi, der er relevant for forretningen og et stort fokus på ledertalenter, diversitet, vækst i organisationen og integration af HR som en central del af forretningsstrategien.
I sin nye rolle som senior group director for HR i Rambøll, får Susanne Bjerre Mortensen ansvar for at bringe HR endnu tættere på forretningen og sikre, at Rambøll har de rette kompetencer nu og i fremtiden og en kultur, der understøtter virksomhedens udvikling.
- Rambøll er en interessant virksomhed med en flot væksthistorie og høje etiske værdier, og går en lige så spændende fremtid i møde med ambitioner om endnu større vækst internationalt, siger Susanne Bjerre Mortensen.
HR skal spille en afgørende rolle
Rambøll er gennem de seneste år vokset fra at være en hovedsagelig nordisk rådgiver til en integreret og international virksomhed med over 13.000 medarbejdere af 80 forskellige nationaliteter i 35 lande.
Kernen i virksomhedens nye strategi er at skabe endnu tættere og mere strategiske partnerskaber med kunderne og kunne tilbyde dem det bedste fra hele Rambøll koncernen globalt, og her kommer HR til at spille en afgørende rolle.
- Det er en fornøjelse at byde Susanne Bjerre Mortensen velkommen som ny HR-direktør. Susanne har solid erfaring med at drive og udvikle en HR-funktion, der er tæt på forretningen og som spiller en aktiv rolle i organisationsudviklingen. Som international virksomhed med global rækkevidde stræber vi efter altid at tilbyde vores kunder det bedste fra hele organisationen globalt. Jeg er overbevist om, at Susannes lange, internationale erfaring vil være et vigtigt bidrag til udviklingen af vores medarbejdere og til vores ambition om at tiltrække og fastholde branchens dygtigste medarbejdere, siger koncernchef Jens-Peter Saul.
-los