Rambøll-direktør ansat som midlertidig direktør i AarhusErik Møberg kender Aarhus Kommune indgående. Bl.a. har han tidligere i sin karriere været ansat i kommunen.

Rambøll-direktør ansat som midlertidig direktør i Aarhus

Aarhus Byråd har ansat senior direktør i Rambøll, Erik Møberg, som midlertidig direktør for Teknik og Miljø

Der er opnået politisk enighed i byrådet i Aarhus om, at ansættelsen af en ny, blivende direktør for Teknik og Miljø udskydes til det er besluttet, hvem der skal være rådmand for Teknik og Miljø i den nye byrådsperiode.

I stedet skal den 59-årige Erik Møberg have posten midlertidigt, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Erik Møberg har været ansat som management-konsulent i Rambøll Management Consulting i mere end 20 år, og har tidligere været ansat i det daværende Nordjyllands Amt og i netop Aarhus Kommune.

- Jeg er glad for, at Erik Møberg har sagt ja til at træde til som midlertidig direktør for Teknik og Miljø. Han har masser af erfaring med organisationsudvikling og varetagelsen af komplekse opgaver. Samtidig har han erfaringer fra både det offentlige og det private erhvervsliv, som Teknik og Miljø vil have stor gavn af i de kommende måneder, siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø, der havde opfordret byrådet til at ansætte Erik Møberg midlertidigt.

Frigøres fra sine opgaver
Erik Møberg har et indgående kendskab til Aarhus fra sin tidligere ansættelse i kommunen samt gennemførelse af en række rådgivningsopgaver overfor kommunen igennem en lang årrække. Endvidere har han løst en række rådgivningsopgaver på strategisk niveau i andre offentlige og private virksomheder.

Erik Møberg frigøres i perioden fra sine opgaver i Rambøll Management Consulting og vil blive udlånt til at arbejde fuld tid for Aarhus Kommune fra 1. oktober frem til omkring 1. april 2018

-los

28/9 2017