Rød regering vil hæve afgift på generationsskifte med 200 procent
Dansk Håndværk advarer mod det røde flertals planer om at hæve afgiften på generationsskifte fra 5 procent til 15 procent, hvilket reelt er en 3-dobling af afgiften
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Den nye regering har planer om at hæve afgiften, når en virksomhed skal generationsskiftes, med ti procentpoint, og det kalder direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, for en ’begmand’ til de hårdtarbejdende ejerledere i landets titusinder af små virksomheder og deres ansatte.
Morten Frihagen mener, at det vil ramme de familieejede virksomheder meget hårdt og opfordrer til at friholde de små virksomheder:
- Det kan eksempelvis være med et bundfradrag. Der er tale om ti tusinder af små familieejede virksomheder, ikke mindst blandt håndværksvirksomheder. Med planerne om en højere afgift på generationsskiftet, viser regeringen, at den ikke tager rygraden i dansk erhvervsliv alvorligt, siger Morten Frihagen.
Små virksomheder bukker under
Lykkes det ikke at få regeringen til eksempelvis at friholde de små ejervirksomheder fra generationsskifteafgiften, betyder det, at mange små firmaer, som er gået i arv fra generation til generation, kommer til at bukke under, når ejeren går på pension:
- Det koster også de ansatte deres job. Det er de mindre virksomheder, der trækker læsset og udviklingen i det danske erhvervsliv. De betaler deres skat, holder beskæftigelsen i lokalområderne oppe og sikrer stabile muligheder for de unge, der skal i lære, siger Dansk Håndværks direktør.
Bedre overlevelsesevne
Han peger på, at der netop i disse år er nogle store generationer, som skal afhænde deres virksomheder:
- For samfundet har det stor betydning at videreføre disse virksomheder, fordi de har vist sig at have en større overlevelsesevne end nystiftede virksomheder. Afgiften på generationsskiftet skulle fra 2020 have været fem procent. Det vil det nye politiske flertal hæve til 15 procent, så der er reelt tale om en tredobling eller en stigning på 200 procent. Det er ikke unormalt for netop de små byggevirksomheder, at de går i arv fra generation til generation. Og det er jo ikke virksomheder med store formuer, der går i arv. De har derimod behov for likviditet, mener Morten Frihagen.
Ikke økonomisk råderum
Han påpeger samtidig, at det især er de små virksomheder, der sammen med deres medarbejdere betaler en stor del af skatterne i Danmark:
- Der er ikke økonomisk råderum til at pålægge dem en ekstra byrde, som en forhøjet generationsskifteafgift, slutter Dansk Håndværks direktør og efterlyser politisk vilje til at indføre et bundfradrag, der vil fritage de fleste mindre virksomheder for generationsskifteafgiften.
FAKTA
Den afgående regering havde besluttet en nedtrapning af generationsskifteafgiften (Boafgiften) fra 15 procent til 5 procent frem til 2020.
I den nye regerings ’forståelsespapir’ står der, at man vil rulle ordningen tilbage – altså til de15 procent.
Hør hele interviewet med direktør Morten Frihagen fra Dansk Håndværk på nedenstående link.
http://radioupdate.dk/Updatenyheder.asp?page=3633&T=Rød regering vil hæve afgift på generationsskifte med 200 procent