Regeringens forslag vil presse danske lønninger
Forslag om lavere løngrænse for ’ikke-EU borgere’ vil sætte danske byggearbejdere under hård lønkonkurrence
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Regeringen har længe arbejdet for at nedsætte beløbsgrænserne for, hvornår man for borgere uden for EU kat få arbejdstilladelse i Danmark. I dag er beløbsgrænsen cirka 427.000 kroner om året, og regeringen vil sænke den til 350.000 kroner.
Formålet er at skaffe den nødvendige arbejdskraft til virksomhederne, men hele venstrefløjen, bortset fra De Radikale, og Dansk Folkeparti har vendt tommelen ned for forslaget.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tjener to ud af tre ufaglærte og fire ud af fem faglærte tjener mere end det nye forslag til en beløbsgrænse. Det ville betyde, at tusindvis af danske arbejdere ville blive udsat for konkurrence på deres lønninger.
Færre akademikere under grænsen
Blandt lønmodtagere med grundskole eller en erhvervsuddannelse, som den højest fuldførte uddannelse, vil forslaget til en ny beløbsgrænse kunne udfordre flere end hver fjerde fuldtidsbeskæftigede lønmodtager.
Blandt akademikere er det ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd cirka otte procent, som har en årsløn under den nuværende beløbsgrænse.
For bygge- og anlægsbranchen er det 19.010 fuldtidsbeskæftigede, som har en årsløn mellem 350.000 kroner og 426.985 kroner.