Rekordoverskud for byggekoncern Vært på dette års Nybyggerne Puk Elgaard, som 2E er sponsor for

Rekordoverskud for byggekoncern

Ejendomsudviklingskoncernen 2E Group noterer rekordoverskud og gang i flere og større boligbyggerier end nogensinde – til en værdi af 1,5 mia. kr.

Ejendomsudviklingsvirksomheden 2E Group A/S er endnu en gang kommet flot og velkonsolideret ud af et aktivt regnskabsår. 2016/17-resultatet før skat på 44,7 mio. kr. er det bedste i 10 år og lidt over årsresultatet for 2015/16. Resultatet er skabt på realiserede projektavancer primært i joint venture med faste byggepartnere.

2E Group A/S fremstår som en velpolstret virksomhed stiftet tilbage i 1997 – nu med en egenkapital på 171 mio. kr., en soliditet på 43 pct. og positiv pengestrøm i året på 16.7 mio. kr. Balancesummen er kun øget marginalt.

- Det særdeles tilfredsstillende årsregnskab er udtryk for et stadig mere optimeret og succesfuldt bygge- og salgskoncept og en velsammentømret og hårdtarbejdende kerneorganisation, der holder fokus, forklarer stifter, indehaver og direktør i virksomheden Jesper Skovsgaard.

Oftest faste byggepartnere
De fleste af 2E Groups projekter gennemføres i dag i samarbejde med faste byggepartnere. Udbyttet af disse projekter slår imidlertid alene igennem i resultatet i årsrapporten. I koncernregnskabets opgørelse af nettoomsætning opgøres - jfr. gældende regnskabspraksis – derimod alene projekter af de få 100 pct. 2E Group-ejede projektselskaber, som derfor viser et fald.

Forventer stigende aktivitet
Der forventes i det kommende år en stigende aktivitet og indtjening med baggrund i allerede indgåede købs- og salgskontrakter pr. dags dato. Koncernen råder over en god tilgang til byggefinansiering, som sikrer projekternes optimale gennemførelse. Virksomheden har for tiden byggeprojekter i gang til en skønnet salgsværdi af 1.5 mia. kr.

Alt projektsalg gennemføres af egen salgsorganisation i 2E Group og det tilknyttede ejendomsmæglerfirma 2E Bolig Projektsalg, der har salgskontorer i Aalborg, København, Farum, Hedehusene og Virum med nye på vej i Ølstykke og Århus.

2E Group har de seneste 21 år opbygget en fornuftig primær forretning med såvel udvikling, opførelse og salg af bolig- og udlejningsejendomme. Herunder altså også moderne og velindrettede kvalitetsrække- og kædehuse på omhyggeligt udvalgte og velbeliggende byggegrunde i først og fremmest Storkøbenhavn-, Aarhus- og Aalborg-området.

Virksomhedens forholdsvis begrænsede stab på 11 medarbejdere både udvikler, projekterer og sælger som regel selv de altid fuldmurede kvalitetsnybyggerier. Omvendt er selve byggearbejdet altså overladt til faste, mangeårige byggepartnere.

-jhn

5/2 2018