Renovering af Urbanplanen udskydes
København har ramt det statslige anlægsloft. Det betyder bl.a., at 2. etape af renoveringen af Urbanplanen på Amager nu tidligst kommer i gang i perioden 2022-2024
Oprindeligt skulle 2. etape af renoveringen af det nedslidte boligområde igangsættes primo 2019 og stå færdig december 2020. Nu igangsættes 2. etape tidligst i perioden 2022-2024. Det skriver Byens Ejendom – Videnscenter for Byudvikling.
Helt konkret betyder udskydelsen, at der kommer til at mangle institutionspladser. Derfor skal der opføres en midlertidig pavillonby fra 2021 til 2024 i Urbanplanen.
Urbanplanen dækker over 470.000 kvm byggeri, 50.000 kvm grønne arealer, en bebyggelsesprocent på 60 % samt 3200 almene boliger beboet af 6000 beboere. Udviklingen af Urbanplanen Syd består af 19.500 kvm boliger, butikker og institutioner + 30.000 kvm parker fordelt på 4 projekter:
Urmagerpladsen
Ny byplads ved den eksisterende biblioteksplads imellem Urmagerstien og Remisevej. Pladsen omkranses af nye ungdomsboliger på den gamle Solvangcenter-grund, Solvang Bibliotek og Solvang Kirke.
Urmagerstien og Remisevej opgraderes, så de fungerer som inviterende indgange til Urbanplanen.
Herunder indarbejdes der også et større klimaprojekt, der skal sikre området ved større skybrud.
Renovering af Solvang Bibliotek
Biblioteket renoveres og får et nyt indgangsparti, en mere åben facade og et større aktivitetsrum i midten af biblioteket – der hvor der i dag er gårdrum.
Nye fritidsinstitutioner
De to fritidshjem Troldevænget og Dyveke langs Røde Mellemvej genopføres som nybyggeri ved Dyvekeskolen - og med endnu flere fritidshjemspladser.
Ungdomsklubben Joker og fritidsklubben Remisevænget er i dag placeret på Dyvekeskolens parkeringsplads i pavilloner, og skal ligeledes genopføres som permanente bygninger.
Nye boliger og butikker
Når fritidshjemmene Troldevænget og Dyveke flyttes, bliver der plads til at bygge nye boliger og butikker ud til Remisevej.
Det grønne areal genindrettes og nye boliger ud mod haveforeningen i syd.
-los