Årets Byggeri 2022 Åben: Museet FlugtTilbygningen på godt 600 m2 er beklædt med cortenstål. Fotos: Rasmus Hjortshøj.

Årets Byggeri 2022 Åben: Museet Flugt

Det nye museum i Oksbøl er indrettet i de fysiske rester af det, der var Danmarks største flygtningelejr for tyskere på flugt efter Anden Verdenskrig. Museet formidler fortællingerne delt af flygtninge verden over dengang og i dag

I sommer åbnede museet Flugt med historien om de civile tyskere, der flygtede til Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig. Historien bruges som et afsæt til også at fortælle om de flygtninge, der er kommet hertil fra lande som Vietnam, Bosnien og Syrien i nyere tid. Gennem personhistorier skal statistikker og tal blive til mennesker og perspektiver på et af vor tids mest omdiskuterede emner.  

- Vi har brug for et museum som Flugt. Der er ikke mange, der kender til historien om landets største flygtningelejr, og set med samtidens briller kan man bare konstatere, at Verden aldrig har haft flere mennesker på flugt end i dag. Museet er meget aktuelt, siger Claus Kjeld Jensen, museumsdirektør for Vardemuseerne:  

- Missionen har været enkel: At skabe et internationalt museum om flugt og flygtninge her midt i Vestjyllands smukke natur, hvor danmarkshistoriens største flygtningelejr lå.   

Museet Flugt er omgivet af en flygtningekirkegård med hundredvis af gravstene efter tyske flygtninge, der boede nær den vestjyske by Oksbøl i årene efter Anden Verdenskrig.   

Den tyske Forbundsdag har doneret mere end 1 mio. Euro til projektet, og Nordea-fonden har støttet etableringen af formidlingen med over 25 mio. kr. Udstillingsdesignet står hollandske Tinker Imagineers for, og man forventer, at 100.000 gæster årligt vil besøge museet.  

- Takket være støtten til udstillingen har vi nu mulighed for at skabe et visuelt og auditivt oplevelsesdesign, som tager gæsterne med ud i hele området omkring museet og samtidig langt ind i emnet. Det er et komplekst tema, vi fortæller om, og det kalder på en innovativ og nytænkende formidling, der levendegør historien og giver plads til samtale, siger Claus Kjeld Jensen.  

Dommerbetænkning

- Bygningen hjælper med at fortælle en vigtig historie, og med museet har vi fået en virkelig flot ramme for en særdeles effektiv fortælling. Her bliver historien fortalt så den fænger gæster i alle aldre. Vi er i en tid, hvor det at flygte desværre stadig er relevant. Og vi er i en tid, hvor det at forstå flygtninge er vigtigt. Museet personificerer flugten og skaber derigennem muligheden for, at flere forstår en situation, vi alle kan ende i. Det er virkelig godt timet. Projektet er dansk-tysk finansieret og fortæller en utroligt smuk historie om grænselandet og den respektfulde måde, vi omgås med vores naboer på.

Areal: 
2100 m2 
Arkitekt: 
BIG - Bjarke Ingels Group 
Bygherre: 
Vardemuseerne 
Entreprenør: 
Nem Byg 
Ingeniør: 
Ingeniør’ne  

Se mange flere billeder og læs mere om Museet Flugt ved at klikke her

21/12 2022