Robotten er klarRobotten arbejder her med at fræse former i Rockwools facade isolering RED art og sprøjter derefter puds på facaden

Robotten er klar

Her i foråret trækker Robot At Works 3D facade-robot i arbejdstøjet på en renovering på Fyn, og de udvikler hele tiden blandt andet på en, der kan kradse fuger ud mellem mursten.

’Vi flytter robotterne ud på byggepladsen, hvor de i samarbejde med håndværkerne løser fremtidens komplekse byggeprojekter’, lyder det fra den fynske virksomhed Robot At Work. Og det er ikke pral. Virksomheden, der er eksperter i facaderenovering, har igennem de sidste 2 ½ år arbejdet på en robot, der både kan klare det hårde pudsearbejde for håndværkeren, men også gøre det i unikke 3D designs, der giver bygningerne et spændende arkitektonisk udtryk.

- Der er ingen håndværker, der synes, det er sjovt at stå og pudse en facade syv timer i træk. Det er hårdt for både arme og skuldre. Nu har vi robotten, der kan klare op mod 80 procent af arbejdet hurtigere og med større præcision, end nogen håndværker vil kunne klare. Men også med en nøjagtighed, hvor præfabrikerede elementer slet ikke kan være med, fordi robotten arbejder ude på selve bygningen, og dermed kan tage højde for selv de mindste afvigelser i bygningens konstruktion, fortæller CEO i Robot At Work, Finn Christensen.

Udvikler hele tiden
Robotten, der arbejder ved at fræse former efter 3D tegninger og derefter sprøjte puds på facaden, har yderligere den fordel, at den hele tiden holder øje med udetemperaturen og stopper, hvis den er for lav i forhold til de krav mørtlen stiller. Men også at den arbejder med gængse byggematerialer, der allerede er på markedet fra for eksempel Rockwool og Weber. At det giver udfordringer for en robot at arbejde ude på en byggeplads med støv, mudder og rod, lægger Finn Christensen ikke skjul på. De har undervejs blandt andet måttet udvikle en kompenserende teknik, så robotten kan arbejde på et underlag, der gynger, og benytter en særlig gummidragt, de kan trække ud over maskinen, så der ikke trænger støv ind. Men det har ikke taget modet fra dem. De er lige blevet færdige med en robot, hvor de kan pudse og lave former direkte på Rockwools facade isolering RED art og udvikler på en, der også kan arbejde med murstensskaller.
- Flere har også efterspurgt en robot, der også kan kradse fugerne ud mellem mursten. Der har de hidtidige robotter dog haft det problem, at de vejede over 200 kilo, hvis de skal have den rette styrke, og det kan ingen håndværker bakse rundt med, men nu skulle der være nogle letvægtsrobotter på vej, siger Finn Christensen.
Foreløbigt lægger robotten dog ud på et projekt for Fyns Almene Boligselskab, hvor en gavl skal 3D pudses med start formentlig april-maj.

Af Johannes H. Nørgård Foto: Robot At Work

SE ROBOTTEN ARBEJDE HER:https://www.youtube.com/watch?v=wAIuplbWzLY

Andre bygge-robotter
- Norske nLink har udviklet verdens første mobile borerobot, der kan lange serier af huller i betonlofter, og dermed skåne bygningsarbejdere for de meget belastende arbejdsstillinger over hovedhøjde. Er i brug af flere entreprenører.

- Det amerikanske firma Construction Robotics udviklede for et par år siden murerrobotten Sam. Han er ikke verdens hurtigste, men kan blive ved lige så længe, der er nogen, der fylder mørtel og sten på ham. Han har mindst 10-12 større byggerier på samvittigheden.

- 300.000 kvadratmeter overflade på Øresundsbroens stålkonstruktion skal snart males. Et kæmpe projekt, der tager lang tid, og som kræver helt nye, skræddersyede løsninger. Bl.a. skal tilpassede robotter vaske og male konstruktionen. Øresundsbro Konsortiet forventer at kunne starte på malerarbejdet i 2019

10/3 2017