Scandi Byg fokuserer igen på ejerboliger
Producenten af modulbyggeri øger opmærksomheden om ejerboliger og er netop i gang med etableringen af Solrækkerne i Nærheden
Det store nye byudviklingsområde ved Hedehusene - Solrækkerne i Nærheden - der skal huse 4000 beboere, er et godt eksempel på Scandi Bygs fornyede fokus. Med MT Højgaard som kunde går producenten af modulbyggeri i løbet af få uger i gang med at opføre de første 25 af i alt 48 rækkehuse i den landsbyinspirerede bebyggelse. Ligeledes er Løgstør-byggevirksomheden allerede godt i gang med levere 158 lejligheder til bolig- og shoppingprojekten Kronen Vanløse, som Solstra Capital Partners står bag, og så skal Scandi Byg også i gang med tredje og sidste etape af Kilehusene; i alt 48 to-plans rækkehuse tre km fra Roskilde centrum.
- Under og lige efter finanskrisen var Scandi Bygs fokus i højere grad rettet mod det almene boligmarked. Samarbejdet om vores og KAB’s succesfulde AlmenBolig+- koncept, der foreløbig har ført til 1000 Scandi Byg-etablerede flotte lejeboliger for boligselskaberne landet over, er vi meget stolte af og glæder os også til at fortsætte med. Men med den større optimisme på ejerboligmarkedet er det samtidig naturligt at flytte flere af vores kræfter tilbage til det spændende ejerboligsegment, som Scandi Byg jo også før krisen oplevede succes i, forklarer salgsdirektør Jesper Hoffmann hos Scandi Byg.
Kortest mulig byggetid
På det stigende antal henvendelser fornemmer han, at developerne igen har fået mod på den slags nøglefærdige ejerboligprojekter - men med en strammere styring end før krisen, som Hoffmann siger:
- Hos Scandi Byg kan vi jo netop tilbyde et unikt strømlinet koncept eventuelt med al projektering og mange rådgiverydelser inhouse. Og med en høj produktionshastighed, som vi ved har betydning for developere, der ofte netop prioriterer kortest mulig sagsgang og byggetid fra byggearealet, er erhvervet til boligerne kan stå indflytningsklar, siger han.
De første 25 boliger i Solrækkerne skal stå klar den 1. marts 2018. Bagefter forventer samarbejdspartnerne at skulle i gang med yderligere 23 boliger i samme projekt.
Hos Scandi Byg har man i det hele taget travlt. Hos virksomheden beskæftiger man for tiden 310 ansatte - det største antal nogensinde.
Ingen slinger i valsen
Hos MT Højgaard Projektudvikling siger Jacob Martin Andersen om forventningerne til datterselskabet Scandi Bygs opgaveløsning med Solrækkerne:
- Vi ved jo fra mange års tillidsfuldt samarbejde hvad Scandi Byg står for, uanset om det er kontordomiciler, laboratorier, almene boliger eller som her private boliger. Nemlig høj kvalitet, hurtig projektløsning og effektiv styring til fornuftige penge uden slinger i valsen. Samtidig har vi haft de ejendomsmæglere, som vi samarbejder med, på besøg i Løgstør og opleve Scandi Bygs produktion under tag. Det gav meget mening for dem i salgssammenhæng. Vi glæder os til såvel dette samarbejde med Scandi Byg som kommende boligprojekter, som vi har på tegnebrættet og håber at kunne blive enige om.
-kj