Skal fælles ulykkesstandard i byggeriet være basis eller all-inclusive

En fælles standard vil blandt andet kunne øge gennemsigtigheden i forhold til ulykker, sikkerhed og arbejdsmiljøforebyggelse på byggeprojekter

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og transportminister Trine Bramsen har sendt Transportudvalget og Beskæftigelsesudvalget i Folketinget en NFA-rapport - det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - om udvikling af fælles og ensartet ulykkesstandard på byggeprojekter

I forbindelse med erfaringerne om arbejdsmiljøarbejdet på store infrastruktur- og byggeprojekter pegede en række offentlige bygherrer på, at der i dag mangler en ensartet måde at opgøre ulykkesfrekvens for bygge- og anlægsprojekter:

- En fælles standard vil blandt andet kunne øge gennemsigtigheden i forhold til ulykker, sikkerhed og arbejdsmiljøforebyggelse på byggeprojekter, og den kan være med til at øge dialogen og opmærksomheden omkring sikkerheden i byggebranchen som helhed, lyder budskabet.

Store potentialer
Rapporten fortæller om udvalgte offentlige bygherrers nuværende praksis og ønsker til en fælles standard. Samtidig afdækker rapporten mulighederne for en fælles standard.

Af et resumé af rapporten fremgår det blandt andet, at der kan være store potentialer ved, at der anvendes en samlet og ensartet standard på tværs af arbejdspladserne:

- Den viden, der kan opnås, når mange store bygherrer anvender samme metodiske tilgang til deres ulykkesrapportering, kan bidrage til bedre årsagsanalyser, forbedrede argumentationer og målretning omkring arbejdsmiljøtiltag i organisationerne. Kvalitative beskrivelser af hændelsesforløb kan anvendes til fremtidig læring, benchmarking inden for branchen samt videndeling og læring mellem bygherrer, hedder det.

Fra basis til all-inclusive
I rapporten diskuteres og opstilles muligheder for, hvordan man kan sammensætte en standard, hvor man i den ene ende af skalaen kan tale om en ’basis-model’, der kun medtager absolut nødvendige typer af registreringer.

I den modsatte ende kan man tale om en ’all-inclusive model’, der medtager en lang række parametre og giver mulighed for både at standardisere rapporteringsmetode, -praksis, -indhold, såvel som efterfølgende procedurer for opfølgning og læring.

Imellem disse to yderpunkter kan udarbejdes en række mellem-modeller, afhængigt af hvilke elementer man ønsker at inkludere.