Skrappere tilsyn på pladsen er en succes
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og partierne i forligskredsen forlænger forsøget med et nyt byggepladstilsyn, fordi det finder markant flere arbejdsmiljøproblemer, der tages hånd om
Arbejdstilsynet finder med det nye byggepladstilsyn frem til markant flere arbejdsmiljøproblemer. 45 procent af de første 490 besøgte bygge- og anlægsvirksomheder har modtaget en afgørelse om konkrete arbejdsmiljørisici.
Det er en langt højere andel end det, der normalt findes ved det såkaldte risikobaserede tilsyn. Her fandt Arbejdstilsynet i første halvår af 2017 kun arbejdsmiljøproblemer på 13 procent af virksomhederne. Samtidig har både de tilsynsførende, virksomhederne og arbejdsmarkedets parter givet udtryk for, at det nye byggepladstilsyn virker bedre end den gamle tilsynsmetode.
Læs også - Dansk Byggeri: Ny tilsynsmetode har for alvor fået gang i bødeblokken
- Resultaterne taler for sig selv: Den nye tilsynsmetode har været den helt rigtige strategi. Tidligere blev virksomhederne på forhånd varslet om, at der ville komme et tilsyn, og der var kun fokus på den enkelte virksomheds arbejdsmiljøproblemer. Nu rykker Arbejdstilsynet uanmeldt ud og kontrollerer alle virksomhederne på byggepladsen – og det har i den grad givet pote, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.
Forlænger forsøget
Derfor har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og partierne i arbejdsmiljøforligskredsen aftalt at forlænge et forsøg med den nye tilsynsmetode, der blev igangsat den 1. november 2017:
- Det er helt afgørende, at vi får knækket ulykkeskurven i byggeriet, hvor alt for mange ansatte kommer alvorligt til skade. Derfor er det også helt uden tøven, at jeg nu forlænger forsøget med den nye tilsynsmetode, som har vist sig at være særdeles effektiv til at få opsporet og sat en stopper for farlige arbejdssituationer ude på landets byggepladser, siger Troels Lund Poulsen.
Forsøget med den nye tilsynsmetode skulle blev ellers i første omgang kun løbe til frem til udgangen af april. Men fortsætter altså nu indtil ekspertudvalget om arbejdsmiljø senere på året afgiver sine anbefalinger til regeringen om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats. Derefter skal der tages stilling til en permanent tilsynsmodel i byggeriet.
-jhn
Fakta om tilsynsmetoden
- Det nye helhedsorienterede byggepladstilsyn indebærer, at Arbejdstilsynet i højere grad kommer uanmeldt ude på byggepladserne på baggrund af den viden, som tilsynet har fra bl.a. byggepladsanmeldelser, klager eller alvorlige ulykker.
- Arbejdstilsynet afdækker samtidig arbejdsmiljøproblemer på hele byggepladsen – og ikke kun på den enkelte virksomhed. Det vil sige, at der både er fokus på de rammer, der er sat af byggeledelsen og bygherre og på arbejdsmiljøproblemer i den enkelte virksomhed.
- Endelig går Arbejdstilsynet mere i dialog med virksomhederne, byggeledelsen og bygherren om planlægning og samarbejde for at forebygge ulykker og nedslidning. Hvis Arbejdstilsynet fx konstaterer, at der på byggepladsen er en direkte risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed, afholdes der et dialogmøde hos den ansvarlige virksomhed.