Snedker fordoblede omsætningen på et år
Boye Inventar udvider produktionen og åbner ny fabrik, efter de er begyndt at levere komponenter til byggebranchen
Byggeriet boomer i øjeblikket, og det handler om at følge med og levere lige netop, når efterspørgslen er der. Den familieejede snedkervirksomhed Boye Inventar i Bøstrup ved Langå har opbygget hele virksomhedsstrukturen omkring hurtig leveringstid, og det betaler sig.
Bare inden for det seneste år har de oplevet en fordobling i omsætningen. Årsagen er, at familievirksomheden har set, der var et hul i markedet i forhold til hurtig levering af komponenter til byggebranchen.
- Vi hjælper byggebranchen med at minimere deres omkostninger ved at producere og levere delkomponenter, så de sparer tid ude på byggepladsen, forklarer direktør Mikael Boye.
Boye Inventar har indtil for nylig udelukkende satset på blandt andet messeudstyr og butiksindretning til inventarbranchen, hvor virksomheden har været kendt for effektivitet og hurtig levering. Effektiviteten bunder i, at alle medarbejdere er specialuddannede. Det er alfa omega for direktør Michael Boye, at der ikke er nogen flaskehalse i produktionen. Derfor kan stort set alle ansatte selv programmere og styre virksomhedens CNC-maskiner, og hver enkelt medarbejder er med i processen fra første tegning til færdigt produkt. Erfaringer som virksomheden nu med succes har overført til byggebranchen.
Generationsskifte og nye investeringer
Mikael Boye overtog den daglige ledelse af virksomheden i foråret 2016 efter sin far Peter Boye, som stiftede Boye Inventar i 1976. Den nye direktør er særligt opmærksom på, at virksomheden skal blive ved med at udvikle sig.
- Vi har siden generationsskiftet investeret i nyt maskineri og optimering af produktionsmetoder, der tæller mere intelligente maskiner. Min far tænker meget traditionelt, hvor jeg har mere fokus på, hvad maskinerne kan, og hvor der er mulighed for udvikling og udvidelse. Jeg har nok højere ambitioner end min far. Men vi lader os ikke styre af vores vækst. Vores kernekompetence er og bliver vores korte leveringstider. Dem lever vi af. Når kunderne ringer til os, ved de, at de har deres varer inden for kort tid, nogle gange leverer vi i løbet af to dage, siger direktør Mikael Boye.
Derfor var det også naturligt for den nye direktør at udvide kompetenceområdet til også at omfatte delkomponenter til byggeriet, og i foråret 2017 blev det tid til at åbne endnu fabrik i Fårvang. I øjeblikket beskæftiger fabrikken fem medarbejdere, men målet er at udvide produktionsarealet yderligere.
- Vi har sat fart på væksten. Det handler både om nye investeringer og en fordobling af vores produktionsarealer. Det sender et godt signal til markedet om, at vi er klar til at investere og udvide. Det viser, at vi tror på vores egen vækst. Virksomhederne ved nu, at vi kan levere, og vi er en fornuftig spiller på markedet, siger Mikael Boye.
-kj
Læs mere om firmaet her