Statskassen bugner af skattekronerFiguren viser andelen af virksomheder, der rapporterer mangel på arbejdskraft inden for hhv. bygge og anlæg, Grafik: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik

Statskassen bugner af skattekroner

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) vurderer, at det økonomiske råderum stadig er undervurderet med op mod ti milliarder kroner

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Selv om Finansministeriet i foråret opjusterede det finanspolitiske råderum med 16 milliarder kroner, ser det ifølge AE ud til at politikerne har langt flere penge til at prioritere nye politiske tiltag med, end de påstår.

En ny analyse fra AE peger på, at råderummet undervurderet med op mod ti milliarder kroner, og det skyldes primært, at beskæftigelsen bliver ved med at overraske positivt. Det skaber flere skatteindtægter til statskassen end forventet, og AE vurderer, at den strukturelle beskæftigelse kan opjusteres med 30.000 personer. Det svarer til et øget råderum på omkring otte milliarder kroner.

Beskæftigelsen fortsætter opad
I Finansministeriets prognose fra maj var forventningen, at beskæftigelsen ville falde markant, men i stedet er den bare fortsat op.

Den anden medvirkende årsag til, at råderummet bør opjusteres, er, at Danmarks Statistiks nyeste befolkningsprognose fra juni forventer, at der bliver flere borgere i den arbejdsdygtige alder frem mod 2030 end hidtil antaget.

Og når arbejdsstyrken vokser mere end hidtil antaget, smitter det af med en stigning i skatteindtægterne, som kan give op mod to milliarder kroner ekstra
Befolkningsprognosen viser også, at der bliver færre børn og ældre i de kommende år, end tidligere antaget.

Hovedkonklusioner:
- Det seneste år er manglen på arbejdskraft faldet inden for både industri, service og bygge- og anlæg. Samtidig er antallet af ledige stillinger reduceret. Det indikerer et lavere beskæftigelsesgab og dermed en højere strukturel beskæftigelse end hidtil forudsat.

- Den strukturelle beskæftigelse kan opjusteres med yderligere 30.000 personer svarende til et øget råderum på omkring otte milliarder kroner.

- Råderummet kan opjusteres yderligere med op mod to milliarder kroner som følge af Danmarks Statistiks nyeste befolkningsfremskrivning, der forudsiger flere i arbejdsstyrken.

- Det frie råderum opjusteres med op mod tre milliarder kroner som følge af et lavere udgiftsbehov til børn og ældre i den nye fremskrivning.

24/8 2023