Østlig trafikal bypass-operation skal være uden brugerbetaling
Det vil være et trafikalt selvmål at tage brugerbetaling for at benytte den kommende københavnske Østlige Ringvej i en tunnel uden om Amager
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det har taget næsten 25 år, siden ideen om en havnetunnel i Københavns Havn blev fostret, til Transportministeriet og Københavns Kommune kunne offentliggøre resultatet af tre års arbejde med en analyse af mulighederne for at gennemføre en østlig ringvej.
Meget overraskende er der i sidste øjeblik kommet en helt tredje linjeføring på bordet - en linjeføring hele vejen uden om Amager ud for Amager Strand, og formanden for Københavnertunnelgruppen, Bo Sandberg er godt tilfreds med den nye løsning:
- Vi havde i forvejen hørt lidt på vandrørene om, at en anden løsning var under opsejling. I den sidste ende er det jo det muliges kunst, siger Bo Sandberg til BygTek.
Løsning rykket længere østpå
Projektet med de forskellige linjeføringer er blevet undersøgt meget grundigt gennem en årrække, og den foretrukne løsning er gennem årene rykkede stadig længere østpå.
Det seneste skud på stammen er idéen om at føre en sænketunnel uden om Amager ud for Amager strand med direkte forbindelse til Øresundsbroen og Københavns Lufthavn.
Formålet er ifølge Bo Sandberg, at man ikke vil genere alt for mange mennesker gennem en årrække med boringer opgravninger hen over Amager. Til gengæld får man nu en løsning, hvor man gavner lufthavnen:
Kreativ løsning
- Det er kreativt ingeniørtankegang, og det er en spændende tanke, der måske til dels er afledt af Femernforbindelsen og Sund & Bælt, fordi man kan anvende tunnelelementfabrikken fra Femernforbindelsen til at etablere en ny tunnel ude om Amager. Men vi skal holde fast i, at der fortsat er en række forskellige linjeføringer, som er præsenteret i undersøgelsen, og det er politikerne i sidste ende, der skal lægge sig fast på linjeføringen, siger Bo Sandberg.
Gammel diskussion
Debatten om en fast forbindelse i havneløbet gennem Københavns Havn begyndte allerede i 1996, da det daværende medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, Claus Larsen Jensen, præsenterede idéen om en havnetunnel der, hvor man i dag har det store rekreative område med blandt andet badning:
– Der har gennem årene været mange involveret i projektet, og tanken er så småt begyndt at modnes i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne. Vi stiftede Havnetunnelgruppen i 2005, hvor en kreds af interesseorganisationer, ildsjæle og virksomheder slog sig sammen om at forsøge at få gennemført projektet, siger formanden for Københavnertunnelgruppen videre.
Pragmatisk tilgang
Han understreger, at det vigtige for Københavnertunnelgruppen har været, at de ikke lagde sig fast på en enkelt løsning på forhånd:
- Vi har haft en pragmatisk tilgang til, hvad der er det muliges kunst. Den første og meget visionær idé om at lægge en tunnel ned på langs i havneindløbet måtte vi hurtigt erkende urealistisk, fordi det i flere år ville ødelægge mulighederne for at bruge Københavns Havn som et rekreativt område. Senere kom andre linjeføringer på banen, blandt andet en boret tunnel under Amager, men nu tyder det på, at man lander på en model med en sænketunnel, der fører direkte ud til lufthavnen uden om selve Amager, lyder det fra Bo Sandberg.
Brugerbetaling vil være et selvmål
En anden ting, der fra begyndelsen har ligget meget fast, var, at der skulle være brugerbetaling for at anvende havnetunnelen. Men det skyder rapporten ned:
- Der er i hvert fald en periode, hvor man havde den opfattelse, at skulle projektet rent politisk have en mulighed for at blive gennemført, ville det kræve en vis medfinansiering af brugerne. Men der viser rapporten, at det ikke vil kunne løbe rundt med brugerbetaling. Det vil være et selvmål, hvis man holder fast i det. Brugerbetaling vil give relativt få milliarder kroner i indtægt, men det vil gøre anvendelsen og dermed samfundsøkonomien væsentlig dårligere. Når først, man har tunnelen, gælder det om, at den bruges mest muligt, siger Bo Sandberg.
Han udnerstreger, at formålet med tunnelen grundlæggende er at lave en ’trafikal by-pass operation’, hvor trafikken ledes uden om den indre by og andre dele af København. Det er nemlig ikke kun Indre By, men også Christianshavn, området ved Fredensbro og Nørrebro, der får store gevinster i form af mindre trængsel:
- Vi skal have trafikken væk fra de bløde trafikanter og uden om middelalderbyen. En del af arbejdet i undersøgelsen har været at analysere på betalingsmuligheden, og selv en beskeden brugerbetaling ville betyde, at for mange vil køre en omvej. Det giver ingen mening, siger han.
Vigtig milepæl
Forundersøgelsen viser også, at en tunnel kunne stå færdig i 2035, måske i allerbedste fald omkring 2033, og selve anlægsfasen ventes at vare 8-9 år:
– Vi må tage det, som man spiser en elefant - i små bidder. Analysen er en vigtig milepæl i forhold til det videre arbejde. Nu ligger der nogle gode og solide analyser med nogle valgmuligheder for politikerne, og samtidig med en samfundsøkonomisk forrentning der er ganske udmærket sammenlignet med andre projekter. Nu handler det om, at Københavns Borgerrepræsentation i løbet af efteråret beslutter at lægge sig fast på linjeføringen og igangsætte en VVM-undersøgelse. Samtidig har Folketinget også en ’lektie’, nemlig at få havnetunnel projektet med i et kommende transportforlig med en investeringsplan for den danske infrastruktur set i et længere perspektiv. Der SKAL den østlige ringvej være en del af det forlig, slutter formanden for Københavnertunnelgruppen.
Lyt til hele interviewet med Bo Sandberg på nedenstående link