Stor mangel på bygninger til lager og logistikDenne 10.000 m2 store Kolding-ejendom indrettet De Forenede Dampvaskerier til et nyt vaskeri rettet mod hoteller og spisesteder.

Stor mangel på bygninger til lager og logistik

Danmark har ikke haft så få ledige lager- og produktionsbygninger i næsten ni år, viser tal fra Ejendomstorvet.dk

Det går så godt for industrien og det øvrige erhvervsliv herhjemme, at der er ved at opstå mangel på lagerejendomme, logistikbygninger og fabrikshaller. Før finanskrisen satte ind, stod blot omkring 1,5 % af industrilokalerne tomme, men det blev tredoblet i løbet af blot tre kriseår. Efter nogle år med mange tomme erhvervsbygninger over det ganske land er det atter gået frem igen - især de to seneste år, viser tal fra Ejendomstorvet.dk, der er mæglernes fælles portal for erhvervslokaler.

- Ved udgangen af 2017 stod blot 2,3 % af industrilokalerne tomme. Det er det laveste niveau siden januar kvartal 2009, altså i næsten ni år. Siden 2012 har vi næsten uafbrudt set forbedring kvartal for kvartal. Særligt Fyn, Nordjylland samt Vest- og Sydsjælland er nået ned på meget lave niveauer. Områder som Sydjylland, Østjylland og Vestjylland har lidt flere tomme industribygninger, men har til gengæld oplevet pæne fald i tomgangen det seneste år, siger Simon Birch Skou, der er adm. direktør for Ejendomtorvet.dk, som er 'søster' til Boligsiden.dk.
 
Nybolig Erhverv-kæden spår, at den lave tomgang vil udløse nybyggeri:

- Faldet i tomgangen de senere år skyldes bl.a. stigende nethandel med øget behov for logistikejendomme og lagerplads og så den stigende beskæftigelse ude i virksomhederne. Med de økonomiske udsigter kan vi komme længere ned, men ikke meget. Inden for 12-24 måneder forventer vi derfor at se en del nybyggeri i segmentet, drevet af virksomheder der bygger til eget brug, siger analysechef Stig Plon Kjeldsen.
 
Mindre behov for administration
Behovet for nybyggeri er på sin vis opstået under finanskrisen:
 
- På grund af krisen har virksomhederne stort set ikke bygget noget nyt igennem ti år. Blandt de ejendomme, som er ledige nu, optræder mange utidssvarende bygninger fra 1950'erne og 1960'erne. Virksomhederne vil have ejendomme med lavt energiforbrug, gode adgangsforhold og effektiv indretning bl.a. med højt til loftet og uden bærende søjler. Samtidig har it-udviklingen reduceret behovet for større administrationslokaler, der ofte følger med de lidt ældre industribygninger, siger Stig Plon Kjeldsen fra Nybolig Erhverv.
 
Ifølge analysechefen er der især efterspørgsel efter lager- og logistiklokaler, og virksomhederne søger særligt ejendomme tæt på motorvejene f.eks. langs Den Fynske Motorvej og E45 gennem Øst- og Sydjylland.

Aktuelt er der udbudt 1678 lager- og industrilokaler i hele landet via Ejendomstorvet.dk. 1480 er lejemål, mens 198 er ejendomme til salg.

-kj

31/1 2018