Store byggerier tiltrækker udenlandske firmaer Udviklingen i planlagte store byggeprojekter på over 50 mio. kr. siden august 2015 til i dag. Kilde: Byggepipeline.dk

Store byggerier tiltrækker udenlandske firmaer

På blot tre måneder er mængden af planlagte store byggeprojekter vokset med 13 pct. Det giver en øget interesse fra særligt udenlandske entreprenører.

Nyeste tal fra byggepipeline.dk viser fortsat vækst i byggebranchen. På blot tre måneder er mængden af planlagte store byggeprojekter vokset med 13 pct. Det giver en øget interesse fra særligt udenlandske en-treprenører. Senest har den engelske entreprenørvirksomhed ISG slået sig ned i Danmark og følger dermed store navne som tyske Züblin og Max Bögl samt hollandske Royal BAM. De nye spillere hjælper det danske marked med at undgå overophedning.

Adm. direktør i Byggefakta, Jens Slott Johansen, der står bag data i Byggepipeline.dk på vegne af Bygherre-foreningen, forklarer:

- Der er vækst i antallet af de store byggerier. Lige nu er der planlagt byggeri for hele 74,8 mia. kr. fordelt på 497 projekter. København står for halvdelen af alle de store byggeprojekter, men vi ser en stor fremgang i Region Midtjylland. Resten af landet holder et nogenlunde stabilt niveau.

Øget interesse fra udlandet
Fremgangen øger interessen fra udlandet, lyder det fra både Invest in Denmark og Copenhagen Capacity, der begge forsøger at gøre Danmark attraktiv for udenlandske entreprenører og ingeniører.

- Vi deltager på konferencer rundt om i Europa, og vi er i løbende dialog med bl.a. tyske, hollandske, engelske, spanske og tyrkiske entreprenører i forhold til at etablere sig i Danmark. Interessen er stor. Særligt på de lidt mere specialiserede områder som fx sygehusbyggeriet”, siger direktør i Copenhagen Capacity, Claus Lønborg.

Han fortæller, at dialogen med udlandet baserer sig på de spændende væksttal.

- Første skridt er at præsentere dem for den samlede byggepipeline på det danske marked. Derefter formidler vi en dialog med de store bygherrer”, siger direktøren.

Bygherrer efterlyser konkurrence
Interessen fra udlandet glæder de offentlige og private bygherrer. Nye spillere er afgørende for at markedet ikke overophedes.

- Vi har virkelig brug for de ekstra hænder og hoveder i branchen. Uden dem ville markedet have været endnu mere presset. Særligt kommer de nye entreprenører med stærkt tiltrængte styringskompetencer, men også med nye tilgange og metoder, som beriger hele byggeriet, fortæller Henrik L. Bang. direktør i Bygherreforeningen, der organiserer de offentlige og private bygherrer, som er ansvarlige for de store byggerier.

Han er dog bekymret for, om der kommer nok nye spillere på markedet, og om de kan få fodfæste. Derfor ser han det som meget positivt, at flere af Bygherreforeningens medlemmer allerede har gjort sig erfaringer med udenlandske spillere. Nye samarbejder tager tid at etablere.

Gode erfaringer
Realdania er en af de store bygherrer, som har benyttet sig flittigt af udenlandske entreprenører. Organisa-tionen har ved flere lejligheder samarbejdet med tyske Züblin. Bl.a. ved opførelsen af BLOX på Christians Brygge i København. Desuden har Realdania erfaringer fra samarbejde med Lindner, Lödige og Metallbau Früh ligeledes fra Tyskland.

- Det er rigtig fint, at der kommer nye spillere til Danmark. Det nytter ikke, at der kun er de samme tre eller fire entreprenører til de store projekter. Der skal være reel konkurrence på markedet. Nogle af de udenlandske spillere, vi arbejder med, er meget store. Det er vores oplevelse, at de er gode til at stille krav og det tvinger os til at tænke os om. Det hæver niveauet og det er godt,  udtaler projektchef Peter Fangel Poulsen fra Realdania.

Henrik Rossen, projektdirktør i Ejendomsselskabet Axeltorv 2 P/S, der opfører Axel Towers midt i København for bl.a. ATP Ejendomme, er enig. Han arbejder ligeledes sammen med Züblin:

- Vi har et rigtig godt samarbejde. Nu er vi selvfølgelig ikke helt færdige, men vi har ingen grund til at tro, at de sidste tre måneder ikke skulle forløbe ligeså positivt som de første knap tre år. Vi har gennem et tæt og konstruktivt samarbejde under både planlægning og udførelse skabt et byggeri i meget høj kvalitet og med stort set ingen uforudsete omkostninger.

-jhn

Faktabox: Hovedkonklusioner fra byggepipeline
Byggepipeline.dk offentliggør hvert kvartal nye lister over de store byggeprojekter (minus anlægsprojekter) på over 50 mio. kr. i Danmark med byggestart indenfor de kommende 12 måneder. Den nye opgørelse viser en markant fremgang. Der er lige nu planlagt 497 projekter til en værdi på hele 74,8 mia. kr. Det er en stigning på hele 8,5 mia. kr. siden august 2016, hvor den sidste opgørelse blev foretaget.

• Den nye pipelineliste indeholder i alt 497 byggeprojekter med byggestart de kommende 12 måneder.
• Væksten i pipelinelisten for de store byggeprojekter er alene drevet af den private sektor, som har planlagte projekter for 7,9 mia. kr. mere end i august 2016. Den private sektor tegner sig dermed for hele 69% af den samlede byggepipeline
• Tallene for Region Midtjylland er vokset med 53 pct. eller knap 5,5 mia. kr. Dermed er der byggeprojekter for 15,8 mia. kr. i Midtjylland
• I Region Hovedstaden er tallene vokset med 3,3 mia. kr. og det forventes nu, at der igangsættes store byggeprojekter for 36,3 mia. kr. i regionen de næste 12 måneder.
• I Region Sjælland er der planlagt projekter for 7,8 mia. kr. de kommende 12 måneder. Det er 750 mio. kr. mere end i august, hvilket svarer til en fremgang på knap 11 pct.
• I Region Syddanmark er pipelinen vokset med 7 % siden august, og der er nu planlagt projekter for 10 mia. kr. i regionen.
• Region Nordjylland er den eneste region, hvor pipelinelisten er blevet markant mindre. Pipelinen in-deholder nu projekter for 4,9 mia. kr., hvilket er en tilbagegang på 1,6 mia. kr. siden august.

16/12 2016