Storebælt skal betale for udvidelse af Vestfynske MotorvejTransport, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) Foto: Niels Hougaard

Storebælt skal betale for udvidelse af Vestfynske Motorvej

Transport-, bygnings- og boligministeren åbnede Danske Anlægsentreprenørers Anlægsdag. Men han havde ikke løfter med om flere penge til veje de næste tre år (VIDEO)

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det var transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, der indledte Danske Anlægsentreprenørers Anlægsdag, hvor han blandt andet understregede, at fremtidens veje inden for en ikke så lang årrække endda skal kunne transportere førerløse biler:

- Det er svært på nuværende tidspunkt at sige, hvad betydning de førerløse biler og elbilerne får. Derfor har jeg nedsat et ekspertudvalg til at komme med et bud på, hvad det kommer til at betyde. På den ene side vil de selvkørende biler gøre bilen mere populær, fordi vi alle vil kunne sidde og lave, hvad vi har lyst til, mens vi bliver transporteret, siger Ole Birk Olesen til BygTek.

Abonnement
På den anden side mener han også, at bilerne bliver større, fordi man vil have et abonnement, så man kan bestille en bil til at blive hentet:

- Det abonnement vil være billigere, hvis man tillader, at bilen samler andre op undervejs. Om der bliver flere biler på vejene er svært at sige, men bilerne vil kunne køre tættere på hinanden, fordi de kommunikerer indbyrdes, så der bliver plads til flere. Jeg tror, at vi allerede i begyndelsen af 2020’erne vil se selvkørende biler på motorvejene, siger Ole Birk Olesen.

Infrastrukturen må vente til 2021
Der er ikke mange penge til vejområdet de kommende tre år på regeringens budgetter. Det skyldes ifølge ministeren, at der er en ”investeringsudfordring”:

- Den tidligere SR- regering har overvurderet, hvor meget plads, der er i økonomien til nye investeringer frem mod 2020. Der er ikke regeringens skyld, for der er statistikker, som ændrede sig, så lige nu står vi uden muligheder for at igangsætte store infrastrukturprojekter. Men fra 2021 til 2025 er der muligheder for at igangsætte nye vejinvesteringer, hvis vi følger regeringens 2025 plan. Så vil der være 22 milliarder kroner til investeringer i vejene. Regeringens vilje til at finde penge er til stede. Så må vi se, om vi kan finde opbakning til det i Folketinget, slutter Ole Birk Olesen.

Storebælt skal betale motorvejsudvidelse
I sit indlæg på Anlægsdagen sagde ministeren i øvrigt, at det bliver Storebæltsforbindelsen, der kommer til at betale for udvidelsen af Den Vestfynske Motorvej, der er en del af forliget om registreringsafgifterne med nedsættelse af brotaksterne med 25 procent.

Det var ikke lige hans kop te, men Dansk Folkeparti havde fået denne del af finansieringen ind i forliget. Ole Birk Olesen er af den opfattelse, at når Storebæltsforbindelsen engang er tilbagebetalt, bør bilisterne kunne benytte den mod kun at finansiere driften af vedligeholdelse, men han erkendte, at sådan bliver det ikke, fordi det vil ramme økonomien i en Femernforbindelse.

Foreløbig har politikerne på Christiansborg konfiskeret næsten ni milliarder kroner fra Storebæltsforbindelsen for at bruge pengene på andre infrastrukturprojekter, og det beløb bliver altså endnu større, når der skal findes penge til motorvejsudvidelsen på Vestfyn.

27/9 2017